Af Morten Møller  

Det kommende kommunalvalg i København ligner en kærkommen politisk sejr til de trængte socialdemokrater. Mens partiet på Christiansborg fortsat er præget af internt ævl og kævl om især integrationspolitikken, ja, så har Ritt Bjerregaard i hendes målrettede bestræbelser på at blive Københavns næste overborgmester indtil videre kunnet leve op til sine valgplakaters påstand om ”ingen slinger i valsen”. 

En Gallup-måling viser, at 44 pct. af de kvindelige og 42 pct. af de mandlige københavnske vælgere foretrækker Ritt Bjerregaard som ny overborgmester. For hovedrivalen Søren Pind er de tilsvarende tal nede på henholdsvis 8 og 19 pct. Sammenholdt med andre målinger, der giver Socialdemokraterne og den øvrige venstrefløj flertal i Borgerrepræsentationen, tyder meget dermed på, at Bjerregaard er den fremtidige leder af hver 10. danskers kommune.  

Ritt Bjerregaard har indtil videre ført en særdeles strømlinet kampagne. Strømlinet i en sådan grad, at hun på bedste amerikanske manér har kampagnemedarbejdere med til flere af sine valgmøder, som siddende blandt publikum kan stille deres overborgmesterkandidat (og arbejdsgiver) de rette spørgsmål på de rette tidspunkter. Der er i det hele taget meget få ting – og meget få spørgsmål – der er overladt til tilfældighederne, når Ritt Bjerregaard er på tour.  

Hun har imidlertid også ført en meget selvstændig kampagne. Faktisk så selvstændig, at man kunne få den tanke, at Ritt Bjerregaard gerne vil få folk til at glemme, at hun rent faktisk er socialdemokrat og dermed i hvert fald partimæssigt forbundet med de tidligere magthavere på rådhuset. Det er også i den sammenhæng, at flere partifællers karakteristik af hende som et ”fritgående missil” skal forstås. Ritt Bjerregaard er gået sine egne veje og har bevidst fokuseret på, hvad R!TT vil gøre for København – ikke hvad Socialdemokraterne vil gøre. Dermed har hun – imponerende nok – været i stand til at sælge sig selv som ”et frisk pust over byen”.  

I et parti, der historisk har været snævert forbundet med begreber som loyalitet, disciplin og stærk kollektivisme, er der imidlertid ikke lutter jubelbrøl at høre blandt socialdemokraterne i Borgerrepræsentationen, når en ældre dame pludselig kommer ind fra sidelinjen og sætter sig på hele sendefladen. Skal man tro hendes gamle kampfælle Svend Auken, er der imidlertid god brug for en erfaren leder i hovedstaden. ”I denne kommunalvalgkamp har hun (Ritt Bjerregaard, red.) lagt vægt på at være hele Københavns borgmesterkandidat. Hvor København var på vej til at blive en legeplads for ungdomspolitikere, så har hun givet den – undskyld udtrykket – et voksent præg,” sagde Auken forleden til Berlingske Tidende. 

At det netop er Ritt Bjerregaard, der er udset til at forsvare den socialdemokratiske magtbastion, kan man i første omgang godt undre sig over. Jens Kramer Mikkelsen havde efter 16 år på posten flere sager i bagagen, som kritikere udlagde som klassiske eksempler på godt gammeldags socialdemokratisk pamperi. Blandt andet havde Kramer lovet at videregive en pris på 50.000 kroner til Københavns hjemløse – penge, som Kramer med frue i stedet valgte at holde ferie for. Netop Ritt Bjerregaard havde imidlertid tidligere om nogen været forbundet med samme socialdemokratiske magtarrogance. Som minister var hun blevet fyret efter selv at have fyret 50.000 kroner af på Hotel Rit(t)z i Paris, og senere var hun blevet tvunget til at gå af som gruppeformand, efter at hun havde haft mere end svært ved at se det problematiske i, at hun som socialdemokratisk minister havde en 210 kvadratmeter stor reservelejlighed i det bolighungrende København.  

Disse forhold talte unægteligt imod, at Ritt Bjerregaard skulle stå som den mest oplagte socialdemokratiske spidskandidat i hovedstaden. En blanding af mangel på oplagte alternativer, det sikre valg i at vælge et endog meget kendt ansigt og ikke mindst Ritt Bjerregaards uomtvistelige politiske talent viste sig dog i stand til at kompensere for den belastende fortid. 

Måske netop på grund af sin brogede fortid har Ritt Bjerregaard da også været bevidst om at gøre kort proces, når sager om socialdemokratisk magtmisbrug er dukket op. Det kom til at gå ud over miljøborgmester Winnie Berndtson, da tilsynsmyndighederne konkluderede, at Berndtson havde været inhabil, da hun i 2003 var med til at ansætte en tidligere elsker til en toppost i kommunen. Bjerregaard reagerede hurtigt ved at konstatere, at Berndtson dermed var færdig som borgmester efter det kommende kommunalvalg. Det var vigtigt for Ritt Bjerregaard at signalere, at hun var kommet til København for at rydde op i magtapparatet. Heller ikke her skulle der være nogen slinger i valsen. 

Strategien ser nu – med en hel del borgerlig assistance – ud til at lykkes. Efter en karriere i toppen af såvel dansk som europæisk politik tyder meget på, at Ritt Bjerregaard gør comeback i kommunalpolitik – 35 år efter, at hun indledte sin politiske karriere i Odense Byråd. Om det bliver med eller uden slinger i valsen, vil fremtiden vise.