Af Martin Deichmann 

Der har været vagtskifte i Statsministeriet. ”Mørkets fyrste”, Michael Kristiansen, er blevet afløst af ”Ulven”, Michael Ulveman, sagerne om den afgåede spindoktors kreditkortsjusk og voldsomme telefonregninger er lagt på hylden, og et nyt folketingsår er skudt ind med voldsomme rystelser hos oppositionen. 

Fortsætter Socialdemokraterne med at score selvmål, ligner Ulvemans nye position som landets fremmeste kommunikationsrådgiver nærmest en retrætepost. Med sine erfaringer som øverste chef for Dagbladenes Bureau og som tidligere pressechef hos De Konservative kan Michael Ulveman glide direkte ind i sporet efter Kristiansen. Oven i købet med en for den stilling usædvanlig arbejdsro fra begyndelsen. 

Hvem havde forestillet sig det for knap en måned siden, hvor spørgsmål om telefonregninger, Irak, hindbær, togskinner og Venstreministres holdning til ulighed tårnede sig op for statsministeren? De færreste havde vel troet, at arven efter Kristiansen ville blive så let at løfte, som den lige nu ser ud til. 

Efter fem år på posten og to overlegne valgsejre for sin arbejdsgiver, Anders Fogh Rasmussen, valgte Michael Kristiansen per 1. oktober at skifte Statsministeriet ud med rollen som privat kommunikationsrådgiver for Danske Bank. 

Kristiansen nåede i sin tid at indføre fokusgrupper, busturnéer, kvantitative målinger og retorisk bevidsthed i det politiske arbejde og er blevet tilskrevet en stor del af æren for Foghs sejre både i 2001 og 2005. I Statsministeriets har han desuden fortsat sin forgænger Henrik Qvortrups modernisering af informationsapparatet til almindelig glæde for Christiansborgs pressekorps og formentlig til stor fornøjelse for Michael Ulveman, der i udgangspunktet blot behøver at smøre maskineriet og måske sætte lidt liv i ministeriets tilknappede hjemmeside. 

Alt i alt har Kristiansen i de forgangne år ydet en meget overbevisende indsats, der har givet ham et stort set uplettet – om end mystisk – ry i dagspressen. 

Gennem hele perioden har Michael Kristiansen mestret den vanskelige rolle at være usynlig i den brede mediedækning og samtidig konstant kunne høres og mærkes i regeringens politiske udmeldinger. En arbejdsform Michael Ulveman formentlig vil overtage, på trods af at han som journalist er vant til at figurere i forreste række og ikke har været bleg for i dele af Venstrepressen at gå i rette med blandt andet Foghs forhold til Dansk Folkeparti. 

Ser man tilbage, er kontrollen dog en enkelt gang røget Michael Kristiansen af hænde. Nemlig i dokumentarfilmen Fogh bag facaden, hvor man oplever spindoktoren sammen med daværende integrationsminister Bertel Haarder bagtale udenrigsminister Per Stig Møller. En klodset sag, der skabte en række spekulationer om dybereliggende hensigter, men som Michael Kristiansen selv valgte at lukke med ikke-kommentaren: ”Derfor er det bedste at sige, at jeg ikke har nogen kommentarer til det. Hverken nu eller senere.” 

Man kan næsten høre ekkoet i Foghs håndtering af ulighedsdebatten under mødet for nylig med Svend Auken i Århus: ”Auken har så travlt med, at jeg skal kommentere det, socialministeren har sagt. Men så vidt jeg kan forstå på det, socialministeren sendte ud i tirsdags, så er vi fuldstændig enige.” 

Ingen kommentarer – ingen forside. 

På forsiderne kom Kristiansen til gengæld, da Ekstra Bladet samtidig med hans jobskifte afslørede roderi i Kristiansens pengesager og voldsomme skatteyderbetalte telefonregninger. På klassisk Ekstra Blad-manér oprulledes ”skandalen” dag for dag med nye afsløringer og en vedholdende demaskering af privatpersonen Michael Kristiansen. 

I DR’s udsendelse Profilen viste ”Mørkest fyrste” sig pludselig som blød mand, der blankt indrømmede at være et sjuskehoved, og som slet ikke havde brugt nok tid hjemme hos sin unge, tjekkiske kone. Dyrt købte erfaringer for Kristiansen, der på falderebet pludselig skulle stå yderligere til regnskab for fem års uafbrudte knoklearbejde for statsministeren. 

Som markedet for politiske skandaler ser ud netop nu, er det langt fra sikkert, at Kristiansen fejltrin får nogen videre betydning for det nye makkerpar, Anders Fogh Rasmussen og Michael Ulveman. Sagen lugter godt nok lidt af pamperi, men som Socialdemokraterne – der normalt har patent på pamperemblemet – tér sig, er der ikke videre fare for, at den kommer ned fra hylden lige med det samme. 

Michael Ulveman kan i ro og mag lægge sig i Kristiansens kølvand, tage bestik af fokusgrupper og målinger og koordinere informationsstrømmen om integrationsforlis, hindbær, togskinner og velfærdsreformer. Nu og her er der rigelig medvind, når blot han husker at holde sine meninger for sig selv og af og til vende hjem til kæreste og børn i Skovshoved, så de ikke skal ligge og ringe ...