Af Martin Deichmann
 

Med Det nye flertal fortsætter Lars Bille sin krønike om de seneste 20 års danske partipolitik. I en lettilgængelig og nøgtern stil formidler Bille essensen af de seneste års politiske kernesager.

Lars Bille optegner relevante linjer - både på kryds og tværs i det politiske felt og på langs af den historiske udvikling - og kommenterer de sager, der har vakt mest røre på Borgen. Der er nytårstalen mod smagsdommerne. Formandsopgørene hos S og SF. Der er B.T.s afsløring af Brixtofte og en lidt længere gennemgang af optakten til den militære aktion i Irak. Han kommer måske let lidt hen over forspillet til nedsættelsen af Strukturkommissionen, men har til gengæld godt fat i dagpengesagen, der for en stund bragte beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen på gyngende grund. Og som i øvrigt genvakte minderne om Poul Nyrup Rasmussens løftebrud i forbindelse med efterlønsreformen i 1998.

Bille udpeger med sikker hånd de førende tendenser i ny danske politik. For det første betydningen af ”det nye flertal”, der har givet titel til bogen. Ingen tvivl om, at VKO-blokken ser mere langtidsholdbar ud end tilfældet har været med de seneste regeringssamarbejder. For det andet peger Bille på en stigende betydning af politisk rådgivning og kommunikation. Nok har faget en længere historie, men sjældent erkendt - slet ikke i en bredere offentlighed. Endelig peger Bille på kontraktpolitikkens gennembrud. Med en passage om netop kontrakten med befolkningen og Fogh-regeringens første periode skal Lars Billes Det nye flertal være anbefalet. Det er forbilledlig formidling og spændende læsning.

”VK-regeringen havde handlekraftigt udnyttet valgresultatets momentum og gennemført væsentlige dele af det, som de to partier var gået til valg på. Der var heller ingen tvivl ladt tilbage om, at det var og blev Dansk Folkeparti, som var regeringens parlamentariske grundlag. Det var alene sammen med det parti, at de væsentligste nye love var gennemført. Begge partier indrykkede da også annoncer i de landsdækkende aviser, hvor de udførligt beskrev, hvad de havde gennemført, og at de til punkt og prikke havde holdt deres valgløfter. At holde valgløfter var blevet et selvstændigt bedømmelseskriterium i den politiske debat.”