Af Martin Deichmann
 

Forleden kunne Anders Fogh Rasmussen fejre, at han er den Venstre-mand, der har siddet længst i statsministerstolen. 1757 dage var den hidtidige rekord, der blev sat af Niels Neergaard i årene fra 1920 til 1924. Holder Fogh kursen, er der ingen tvivl om, at han når op på noget nær det dobbelte. I hvert fald hvis han venter lidt med at trykke på valgknappen.

Usexede forslag
Til gengæld er der nogen tvivl om, hvad Fogh så skal bruge de mellemliggende år til, og hvordan han vil sikre, at også den næste regering får en Venstre-mand - eller dame - i spidsen. Efter store reformprogrammer og projekter i de første fem år – ikke mindst kommunalreformen og senest velfærdsreformen - er det som om, regeringen for en stund er kørt tør for idéer. Godt nok har regeringspartneren De Konservative talt om en ”infrastrukturkommission” og Venstre selv har lanceret en kommende ”servicereform”. Men begge forslag er temmelig usexede og mere eller mindre syltekrukker, der skal udskyde problemerne med nedslidte togskinner og voldsom kritik af ældreplejen.

Problemet er vel i bund og grund, at har man først sat en så omfattende og visionær reform af velfærdsstaten i søen, som det skete i forsommeren, kan det være svært allerede nu at skulle tage fat på alt det småfnidder og pillerier, som den daglige drift kræver. Sagt lidt enkelt: Regeringen har jo allerede gjort det, der skulle til for at sikre velfærdsstaten og holde den på det nuværende høje niveau. Hvorfor skal der så allerede igen justeres ved den offentlige service? Arbejdet er nødvendigt - det giver sig selv - men det kan være svært at begrunde for vælgerne. Og måske også svært at kaste sig over med lyst, da det jo er langt mindre glamourøst og prestigefyldt end de store samfundsreformer.

Erfaringen tæller
Situationen lige nu er i hvert fald den, at oppositionen med glubende appetit har kastet sig over, det de kalder, en ”træt og sur statsminister”, der hellere vil straffe, kontrollere og bortforklare, end veksle statens overskud til mere velfærd for den almindelige dansker. Med Socialistisk Folkepartis Villy Søvndal i spidsen taler man om ”de fem forspildte chancers år” og mener, at regeringen har misset mulighederne for at skabe nye arbejdspladser, lighed og retfærdighed og har plettet Danmarks gode ry i omverden.

Regeringen bider tilbage og peger under temaet ”Uansvarlighed” på oppositionens tilsyneladende evigt ømme punkter: Økonomi og udlændinge. Her har der aldrig været tvivl om hos vælgerne, hvem der står sig bedst. At oppositionen desuden ikke kan blive enig om, hvem der er den egentlige leder og dermed statsministerkandidat hjælper selvfølgelig heller ikke. Mest taler vel for Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt, der har langt de fleste mandater i ryggen. Men som flere nye analyser viser, er danskernes tiltro til hendes evner som statsminister mildest talt meget begrænset. Så selv om blokkene i meningsmålingerne nærmer sig samme størrelse, er der nok ingen grund til at tro, at statsministerskiftet står lige for. Foghs autoritet, erfaring og stærke ministerhold kan sagtens sende ham langt forbi en fordobling af rekorden.