Af Morten Møller 

Det ser svært ud for de borgerlige i København. Knap en måned inden kommunalvalget tyder alt på, at det 102 år gamle socialdemokratiske overborgmestermonopol får lov at fortsætte. En Gallup-måling viser, at Socialdemokraterne sammen med SF og Enhedslisten står til at erobre 30 ud af 55 pladser i Borgerrepræsentationen (Berlingske Tidende, 17/10). Dermed bevarer Socialdemokraterne og venstrefløjen det nuværende flertal selv uden støtte fra de radikale. Målingen viser desuden, at mens de radikale står til at få et godt valg og en fremgang på tre mandater, går både de konservative og Venstre tilbage med et enkelt mandat i forhold til valget i 2001. 

De borgerlige kvaler bliver desuden understreget af en anden måling fra analyseinstituttet Instant Answer. Den viser, at blot 7,8 pct. af de 1400 adspurgte tror på, at Søren Pind er Københavns næste overborgmester. Hele 71 pct. vælger at sætte pengene på Ritt Bjerregaard (BT, 15/10). Således tyder meget på, at selv overbeviste Venstre-vælgere har svært ved at se Søren Pind som kommende overborgmester. 

Dermed er vejen til det systemskifte, som Søren Pind siden 1997 har stået som bannerfører for at realisere, endnu engang overstrøget med så mange socialdemokratiske roser, at vejen bliver sværere og sværere at få øje på. Det skyldes selvfølgelig først og fremmest, at københavnerne har tradition for at stemme noget mere til venstre, end tilfældet er i de fleste andre kommuner. Men det skyldes bestemt også, at Søren Pind ikke har formået at gøre, hvad hans partiformand de sidste godt fire år har været så god til, nemlig at holde sammen på den borgerlige blok.  

Den splittelse, der indtil videre har præget den borgerlige valgkamp, har Søren Pind bestemt ikke ansvaret for alene. Tværtimod virker det som om både de konservative og Dansk Folkeparti fra starten har opgivet tanken om et borgerligt flertal og derfor har travlt med at gøre deres hoser grønne hos andre end Søren Pind. De konservatives Mogens Lønborg har indgået valgforbund med de radikale uden om Venstre, og Louise Frevert har brilleret ved offentligt at udtale, at hun hellere ser Ritt Bjerregaard som kommende overborgmester frem for Søren Pind. Dermed bliver Venstre nu direkte modarbejdet af de potentielle allierede, som partiet er fuldstændig afhængige af, hvis overborgmesterkæden fremover skal pryde den pindske brystkasse. 

Ud over de rent personlige og strategiske skærmydsler mellem de borgerlige spidskandidater er der imidlertid også politiske årsager til den aktuelle splittelse. Især Søren Pinds nye integrationsoplæg har fået hårde ord med på vejen af kollegerne i Borgerrepræsentationen. Både de konservative og de radikale har således taget stærkt afstand fra Pinds forholdsvis vidtgående forslag om at udvise udenlandske statsborgere, som 3 gange er dømt for lovovertrædelser i Danmark. Mens der på den nationale politiske arena synes at være stemmer i at føre en ”stram og ansvarlig udlændingepolitik” – ja, så har begejstringen over Pinds forslag både blandt vælgere og potentielle forbundsfæller indtil videre vist sig noget mere begrænset. 

Når man til de dårlige meningsmålinger og den borgerlige splittelse så lægger, at Pind i flere omgange har været fremme med en forholdsvis bramfri og ideologisk funderet kritik af regeringens mangel på liberalistisk mod – og dermed åbenlyst lagt sig ud med flere centrale politikere i Venstres top – er det nok ikke en overdrivelse at konstatere, at Pind næppe står øverst på listen, næste gang Venstre skal vælge spidskandidat til kommunalvalget i København.  

”3 strikes and you’re out” har indtil videre været Pinds primære svar på integrationsproblemerne i Københavns Kommune. Spørgsmålet er, om det ikke også bliver Venstres besked til Søren Pind, hvis det nu for tredje gang i træk skal mislykkes at erobre overborgmesterposten med Pind i spidsen. Det kan meget vel være vind eller forsvind for Søren Pind.