Af Martin Deichmann
 

Kolonihaver, kakkelborde, de titusinde læserbreve, frikadelledanmark, Hr.&Fru Jensen. Kært folk har mange navne. Men er de særligt rammende? Ovenstående peger kun på ét karakteristika. Nemlig at man tilhører det meget omfattende segment, der også kaldes gennemsnitsdanskerne, middelklassen eller midtervælgerne. Det segment omtrent alle partier på Christiansborg hele tiden bejler til og forsøger at vække den ægte danskhed hos. Og det, hvad enten danskheden er ansvarligt fremtidssikrende, global og fremsynet, sammenhængsskabende og gavmild eller lokal og opdæmmende. Alle partier gør deres for at repræsentere dét, flest mulige forbinder med danskhed.

De seneste par uger har debatten blandt andet stået om kolonihavefolket og de titusinde læserbreve og om, hvem der har patent på tolkningen af folkedybet. I DR’s Debatten kæmpede Venstres Søren Pind for nylig en brav kamp for at bortforklare regeringens problemer med at lave tilstrækkelige velfærdsreformer sammen med Dansk Folkeparti. Støttepartiets egen talsmand i udsendelsen, Søren Krarup, havde derimod ingen forklaringsproblemer. Han undgik omhyggeligt enhver detaildiskussion om reformer af velfærdssystemet og henviste i stedet til, at partiets politik bakkes op af ”titusinde læserbreve”.

Tonen i Debatten skærpedes dog, da formanden for Konservativ Ungdom, Kasper Hülsen, dukkede op i studiet og i bramfri vendinger bad regeringen om at kaste Dansk Folkeparti på porten for i stedet at genoptage samarbejdet med De Radikale. Forholdet mellem De Konservative og Dansk Folkeparti har længe knirket højlydt. Men nu har oppositionens svækkelse efter bruddet mellem S og R, historisk dårlige S-meningsmålinger og de forestående forhandlinger om velfærdsreformer tilsyneladende givet striden plads til at bryde ud i lys lue.

Nationalister og globalister
Dagbladet Information har de seneste uger bragt en ophidset debat om Danmark, danskere og danskhed mellem Søren Krarup og den konservative EU-parlamentariker, Gitte Seeberg. Angreb på den hjemlige politiske andedam er ikke ualmindelige fra verdensmændene i Bruxelles, men Gitte Seebergs forslag til sine partifæller i regeringen om at opgive samarbejdet med Dansk Folkeparti var nok en anelse hårdere i tonen, end sædvanen byder.

I Information anklager hun Dansk Folkeparti for neonationalisme, der bygger på uvidenhed, demagogi og dogmer og leder til ynkelige fejlfortolkninger af folkets vilje. Ifølge Seeberg står regeringen ved en korsvej, hvor man skal vælge mellem det globale udsyn eller Dansk Folkeparti og kolonihavementaliteten. Man forstår, at Seebergs vælgersegment ikke nødvendigvis tilhører kolonihavefolket, men repræsenterer en anden mere ægte og fremsynet danskhed, der tager den globale udfordring op på de globale præmisser.

De stridslystne DF’ere, Søren Krarup og Søren Espersen, var naturligvis ikke sene til at lade sig pirre og mene, at Seebergs indlæg vidner om den ”identitetsløshed” og ”åndelige tomhed”, der hersker langt ind i de konservative kredse. I et interview minder Espersen desuden regeringen om, at Dansk Folkeparti ikke vil være dens ”halvløse elskerinde i baggården”, der blot skal bære lovforslag igennem. Mærker man løsagtighed i samarbejdsvilligheden fra konservativ side, bliver der ifølge Espersen en benhård kamp om netop de konservative vælgere. På danskhed vel at mærke.

Hvad Espersen kan tilbyde de konservative vælgere ud over stramme udlændingeregler er nok begrænset. Men den aktuelle debat genopfrisker, hvordan skillelinjen i dansk politik i virkeligheden ligger mellem udsyn og indsyn, snarere end mellem højre og venstre. Mellem den nationalistiske tolkning af danskhed og den globalistiske. Kampen om den rigtigste tolkning vil utvivlsomt fortsætte, men mon ikke vælgerne er begyndt at opdage, at der er forskel på kakkelbord og kakkelbord, ligesom titusinde læserbreve kun udgør en spag hvisken, når man virkelig lytter til det store folkedyb. Dansk Folkepartis patent på danskheden er måske ved at nå sin udløbsdato.