|
Af
Martin Deichmann
Den danske førstedame Anne-Mette
Rasmussens gøren og laden har længe
været mere eller mindre ukendt for en
større offentlighed. Nok har man
indimellem set hende afbildet ved
officielle lejligheder, men altid i
baggrunden og aldrig i nogen form for
dialog med kameraet. Vidste man ikke
bedre, kunne man indimellem blive i
tvivl om, om Anne-Mette Rasmussen
overhovedet var en del af den danske
statsministers selskab.
Præsident George Bush’ besøg sidste
sommer lavede i manges øjne om på det.
Her fulgte nationen statsministerfruens
rundvisning på sin arbejdsplads,
Børnehuset i Holte, i selskab med den
besøgende førstedame, Laura Bush.
Anne-Mette Rasmussen virkede venlig og
sikker foran kameraerne. Ingen
øjenkontakt med seerne. Kyndig og
afdæmpet - var der noget jysk over
hende? - lige en frue efter Foghs hoved.
Ind på scenen
Efter det amerikanske præsidentpars
besøg er førstedamen for alvor trådt ind
på scenen. Og det er ikke gået helt
stille af. Først var der sagen om
asylbørnene, der efter Anne-Mette
Rasmussens opfattelse blev udsat for en
”vanvittig” behandling i de danske
asylcentre. Udtalelsen faldt i et
interview til en portrætbog om de senere
års danske førstedamer - og alene dét,
at Anne-Mette Rasmussen ville stille op
til den slags, kom sikkert bag på nogen.
I hvert fald kom hendes udtalelser
tilsyneladende bag på ægtemanden, der
pludselig fik travlt med at forsvare
regeringens udlændingepolitik.
Dernæst var der sagen om kopitasken, en
falsk Louis Vuitton, som førstedamen
blandt andet benyttede under Bush’
besøg. Hverken Fogh eller fruen
kommenterede nogensinde tasken, men
medierne havde alligevel stof til flere
dage, og i Folketinget trak det op til
yderligere stramninger over for
kopiprodukter. Interessant nok var der
en enkelt eksførstedame, Lone Dybkjær,
der benyttede lejligheden til at sige,
at man som førstedame slet ikke får nok
hjælp i Statsministeriet. Så måtte man
forstå den bemærkning, som man bedst
selv ville.
På finansloven
Det bringer os imidlertid frem til
den aktuelle situation. Anne-Mette
Rasmussen er nemlig så småt ved at komme
på finansloven. Og vil, må man forstå,
bringe sig i en position, hvor der i
højere grad kan forventes assistance i
Statsministeriet.
Hun kan sagtens få brug for den hjælp,
for der er mere opmærksomhed om
førstedamen end nogensinde. Forleden
lancerede hun sammen med 20 andre
Venstre-kvinder en kampagne til fordel
for kvinder og nyfødte i
Darfur-provinsen. I den forbindelse
fortalte hun DR, at hun gerne overvejer
at deltage i lignende humanitære
arrangementer, og at hun ikke ser det
som en politisk rolle:
”Jeg ser det fra et rent medmenneskeligt
syn. Hvis vi kan gøre alt muligt for at
samle så meget ind som muligt til Darfur,
så er jeg glad for det.”
Hvordan man i praksis skelner mellem
rollerne er nok lige så svært, som når
Fogh udtaler sig - som privatperson!? -
om manglende lyst til at tegne profeten
Muhammed. Det er svært at se for sig.
Hvad der til gengæld tegner sig, er et
helt nyt billede, hvor statsministeren
aktivt bakkes op af fruen. Ikke bare på
hjemmefronten, men helt ude i forreste
række på en af Foghs mest sårbare
flanker. Kvinderne! Som pædagog, mor,
hustru, midaldrende og næstekærligt
medmenneske er hun både modvægt til sin
(jern)mand og et alternativt
identifikationspunkt i forhold til
regeringens unge kvinder.
Kan hun blive ved med at fylde den rolle
ud, er der ingen tvivl om, at Anne-Mette
Rasmussen bliver en del af en kommende
valgkamp. Om hun så skal på Finansloven,
er et andet spørgsmål. Spindoktorer er
jo, så hvorfor ikke førstedamer.
|
