Af Martin Deichmann
 

Til september skal der afholdes valg i Sverige, og prognoserne spår allerede nu tæt løb mellem de to fløje i svensk politik. Kampen står som altid mellem Socialdemokratiet og den borgerlige alliance med Moderata samlingspartiet i spidsen. Analyseinstituttet SIFO’s valgbarometer fra marts viser en tilbagegang for socialdemokraterne i forhold til valget i 2002 fra 39,8 til 36,2 procent, mens Moderaterne omvendt er gået frem fra 15,2 til 28,2 procent af vælgerne. Med andre ord en markant skærpelse af duellen i forhold til Moderaternes katastrofevalg i 2002.

 Hos Socialdemokratiet har nuværende statsminister Göran Perssons afgang som formand for partiet længe været et hedt emne, og kun mordet på udenrigsminister Anna Lind forhindrede formentlig et generationsskifte forud for det kommende valg.  Med Linds tragiske død, minderne om den nuværende miljøminister Mona Sahlins problemer med at skelne mellem egne og statens kreditkort, og EU-kommissær Margot Wallströms manglende lyst til at vende hjem fra Bruxelles, savner socialdemokraterne en, der kan løfte arven efter Persson.

Ordførende i LO, Wanja Lundby-Wedin, har flere steder været nævnt som potentiel efterfølger. Men selv om partiet utvivlsomt ville have godt af at få en kvinde i spidsen - Persson selv begyndte for et lille års tid siden at tale om ”det feministiska folkhemmet” - har selv engagerede socialdemokrater svært ved at mobilisere begejstring ved udsigten til, at Lundby-Wedin skal sætte sig i spidsen for supertankeren. Den tidligere sygeplejerske, der siden begyndelsen af 1980’erne støt og roligt er klatret op ad fagbevægelsens rangstige, virker da også helt blottet for medietække og karisma i en tid, hvor fokus i stadig større grad er på det personlige.

Moderaternes forvandling
Hos Moderatarne er begejstringen for tiden til gengæld svær at skjule. Ikke blot har partiet for længst gennemført sit generationsskifte, men den nye leder, Fredrik Reinfeldt, har også sat sig i spidsen for både en ledelsesmæssig og en værdimæssig reform af det tidligere så kerneliberale parti. Det er svært ikke at se Anders Fogh Rasmussens socialliberale projekt som en direkte inspirationskilde for Reinfeldts reform af Moderatarnes politiske linje. På ledelsessiden fremstår Reinfeldt dog mere åben, tilgængelig og debatterende, end man nogensinde kan forestille sig Fogh. Ikke færre end tre nye bogudgivelser om den moderate leder vidner om Reinfeldts folkelighed og nye brede engagement i den svenske samfundsdebat.

Reinfeldt selv er det tydeligste billede på partiets udvikling. Hvor han i sin bog, Det sovande folket, fra 1993 kalder svenskerne ”mentalt handicappede” og indoktrinerede, når de tror, at politikerne kan skabe og fastholde velfærden, foreslår Moderatarne i det seneste politiske program at øge de offentlige udgifter til børnepasning, skole, ældreomsorg og retsvæsen, ligesom udliciteringer ikke længere står så centralt. Partiet vil nu reducere udgifterne til militær og motorveje og i stedet fokusere mere på integration på arbejdsmarkedet, ligestilling og skattereformer for lav- og middelindkomsterne.

Den bedste socialdemokrat?
De store forandringer har naturligvis vakt en vis mistænksomhed hos både de politiske modstandere og hos kommentatorerne. Kan det virkelig lade sig gøre at omlægge kursen så radikalt, er der blevet spurgt. Dækker den nye retorik ikke bare over de velkendte ønsker om nedskæringer i det offentlige, skattelettelser og brugerbetaling?

Svenska Dagbladet pegede forleden på, at Reinfeldt er for snakkesagelig og alt for villigt deltager i interviews og portrætter. Avisen fremhæver også Reinfeldts ungdomsinteresse for skuespil - der i øvrigt har givet titel til en af de kommende biografier, Ulf Kristoffersons Fredrik Reinfeldt - i huvudrollen. En ”formkurve” i Aftonbladet d. 17. april viser, at Reinfeldts tillid hos vælgerskaren er aftagende, mens tilliden til Göran Persson langsomt vokser.

Hvilken af de to kandidater, der endeligt løber af med vælgernes gunst, bliver først afgjort til september. Men man kan allerede nu se, hvordan de to største partier - ligesom i Danmark - går efter samme politiske mærkesager og bliver stadig sværere at skelne fra hinanden. Skal man overføre erfaringer fra den politiske situation i Danmark, vinder den af de to, der kan fremlægge det mest enkle, troværdige og konkrete program for de kommende år og samtidig holde sammen på tropperne. Spørgsmålet bliver ganske enkelt: Persson vs. Reinfeldt - hvem er den bedste socialdemokrat? I disse dage har Moderaternes Fredrik Reinfeldt taget teten.