Af Jeanette Serritzlev

Det er mindre end en uge siden, at de blev valgt. Alligevel er meget sket siden. Brigitte Klintskov Jerkel (valgt for Venstre i Greve) og Wallait Khan (valgt for Venstre i København) gjorde det selv. Gik. Karin Falkencrone (valgt for Venstre i Fredensborg-Humlebæk) nåede at blive smidt ud. 

De blev valgt af folk, som – må man formode – forventede, at de ville støtte op om deres grupper og de forskellige alliancer, som nu findes de forskellige steder. Det gjorde de ikke.  

Khan gav udtryk for, at han ikke ville acceptere, at den konservative Mogens Lønborg skulle have en borgmesterpost. Til gengæld ville han gerne selv være næstformand i Borgerrepræsentationen. 

Jerkel mente ikke, at René Milo, den siddende borgmester, tog hende seriøst, og så skulle han ikke være borgmester mere. Til gengæld ville hun selv gerne være viceborgmester. 

Karin Falkencrone fik ifølge et andet Venstremedlem tilbudt borgmesterposten, hvis hun støttede oppositionen, og det tilbud var så fristende, at hun på valgnatten var lige ved at gøre Karlebos Venstreborgmester til tidligere borgmester – og selv sætte sig godt til rette med støtte fra venstrefløjen og med 170 personlige stemmer i ryggen.  

Det lykkedes dog ikke. Til gengæld har Venstres gruppe nu valgt at ekskludere hende.  

Der kan opstå situationer, hvor en politiker kan blive nødt til at vælge mellem at trække sig eller forlade sin gruppe. Det er sket før, og det vil ske igen.  

Men hvordan reagerer vælgerne, når det sker, så snart de personlige stemmer er talt op, og pågældende er sikker på sit mandat? I Greve er der blevet oprettet en hjemmeside i protest mod Brigitte Klintskov Jerkel. Domænet er først købt den 18. november 2005 (registrant er ikke oplyst), så det ligner ikke et domæne, der blot har ligget i en Venstrekandidats skuffe.

Siden opfordrer Jerkel til at komme til fornuft før konstitueringsmødet den 8. december. På forsiden står der:

Der er også arrangeret ”tavs protest” den 22. november og fakkeloptog til Jerkels privatbolig to dage efter. Jerkel ser ud til at være den, der har mødt mest modstand – naturligvis også fordi hun er den, der har væltet en siddende borgmester fra det største parti ved sit hop. 

Wallait Khan er hoppet før – hen over midten og nu altså tilbage igen. Derfor har det set udefra ikke den samme overraskelseseffekt, om end betydningen er stor. Mogens Lønborg må føle sig godt snydt, og Venstre må ærgre sig – og overveje, om det var smart at opstille en tidligere SF’er. 

Men det giver ikke anledning til fakkeloptog gennem København, og i Fredensborg har freden også sænket sig igen. Julen er reddet, men Falkencrone må fejre den alene. For hun er løsgænger og har således ikke en ny gruppe at være en del af. 

Rasmus Jønsson, lektor i politisk kommunikation på RUC, har omtalt partispringeriet som udtryk for, at de politiske partier har svært ved at finde egnede lokale kandidater: ”Der kommer måske nogle ikke så driftssikre politikere opad i rækkerne, som måske ikke har den nødvendige erfaring.” (Tv2/Lorry den 20. november), og han mener, at de politikere, der gør det, får store ar i den troværdighed, der er så vigtig. 

Det ser altså ikke ud til, at det omkostningsfrit at være partispringer. Heller ikke selv om der er meget at vinde på kort sigt. 

Spørgsmålet er så, hvor meget der er glemt om fire år, og om de har mulighed for at vinde igen.