Af Martin Deichmann
 

Mon ikke alle danskere født efter 1960 – altså børnehavegenerationerne – kender madpyramiden, hvor alle mulige fødevarer er placeret på tre forskellige hylder: En rummelig hylde i bunden af pyramiden med kartofler, gryn og mælk. En mellemhylde med grønsager og frugt. Og en lille trekant i toppen af pyramiden, hvor der lige knap er plads til en bøf og et æg. Sådan har danske børn i snart to generationer lært, at lidt fornøjelse og meget hårdt arbejde er tæt beslægtede. Det er folkeoplysningen i sit es.

Også alt andet vi indtager eller forbruger har selvfølgelig sådan en pyramide. Tænker man for eksempel på medierne, er den store hylde i bunden fyldt med aviser og bøger, hylden i midten er forbeholdt tidsskrifter og seriøse magasiner, mens toppen vrider sig under vægten af sladderblade, tv og - værst af alt - video og spil. Inddelingen stopper naturligvis ikke der, for også det enkelte medies sektioner eller programmer kan selvfølgelig rangordnes. Er det ikke sådan i de fleste aviser, at man skal igennem en gruelig masse politik, korrespondentbreve og samfundsdebat, før man endelig kommer til sporten?

Det nye mediebillede
Spørgsmålet om kategorisering af medierne er blevet højaktuelt dette efterår, hvor det pludselig myldrer frem med nye og - ikke mindst - gratis medier. I den forgangne uge blev det til ikke mindre end to gratis husstandsomdelte aviser og en ny trafikavis, der genopliver aftenpressen i forsøget på at nå læsere på vej hjem fra arbejde i S-tog og metro. Allerede ugen inden så den første gratisavis dagens lys, og i løbet af september kommer næste af slagsen skarpt forfulgt af TV2’s bud på en dansk CNN-kloning.

Hjemme i entréerne vader folk i nyheder til knæene. Tog, busser og fortove flyder med aviser, men rundt omkring i ministerier og organisationer sidder spindoktorer og andre professionelle kommunikatører og gnider sig i hænderne. Også der er man travlt optaget af avismylderet. Ikke så meget af selve indholdet, som af at finde ud af hvad de nye medier betyder for det samlede medielandskab - for fødekæde, alliancer og konkurrence medierne imellem.

Slaraffenland
For de professionelle kommunikatører er udsigterne lyse. Aldrig før har konkurrencen om solohistorier været så skarp som nu. I den nærmeste fremtid vil mediernes nyhedshunger være nærmest umættelig, og det, der tidligere var perifere historier, vil nu pludselig være potentielle forsider. Den skærpede konkurrence kombineret med ansættelsen af et større antal helt unge og uprøvede journalister på redaktionerne, gør spindoktorernes arbejdsbetingelser noget nær optimale. De dygtigste har ganske enkelt medielandskabet i deres hule hånd.

Som almindelig avislæser må man så trøste sig med, at aviser befinder sig i bunden af pyramiden. Ikke alene skulle det være godt med mange af slagsen hver dag, men det øger også muligheden for at opleve modstridende parters solohistorier. Er objektiviteten og pluralismen i det enkelte medie for længst gået fløjten, kan man jo glæde sig over, at det nu til gengæld er langt nemmere at opleve medielandskabet i bredden. Og tager spinderiet alligevel overhånd, kan man jo altid gribe en bog.