Af Martin Deichmann

Hvis man skelner mellem valgkamp og politisk dagligdag, kan man måske mene, at plakater er valgkampagnernes sidste eksempel på ikke-målrettet kommunikation. Betyder det mon, at de er på vej helt ud af billedet, eller snarere at de er på vej over i et nyt område af de politiske partiers strategier? Og er der i virkeligheden ikke også meget moderne valgplakater, der målrettet forsøger at få en bestemt gruppe i tale? 

Tilsyneladende spiller valgplakater en uhyre central rolle i den politiske kampagnevirksomhed. Hver gang, vi står over for et nyt valg af repræsentanter til Folketinget, Europaparlamentet eller det lokale byråd, farer partisoldater ud og dekorerer lygtepæle og hegn med billeder og bogstaver. Og ikke så snart har de fyldt det offentlige rum med masonitplader, før debatten og skriverierne om plakattyverier, regler for ophængning og visuel forurening af bymiljøet begynder. 

Nogle kandidater klager over, at deres dyrt købte portrætter udstyres med hagekors og overskæg, mens andre i ly af mørket tager affære og ganske enkelt klipper modstandernes plakater ned. De lokale magtkampe er ikke sjældent underholdende og groteske, præget af al det fnidder, som landsbymentalitet og andedamme på alle niveauer afsætter. 

Hærværket mod en streamer for Socialdemokraternes spidskandidat i København, Ritt Bjerregaard, hører til kommunalvalgets foreløbigt morsommeste indslag. En eller anden har i hvert fald ført dét ud i livet, vi andre nøjes med at tænke ved mødet med kandidatens betonsolide slogan, og har forandret ”Ingen slinger i valsen” til ”En finger i halsen”. Topkarakter for lydhørhed, analyse og sprogligt overblik. Ritts forvandling af overborgmestersædet til retrætepost vil nok for mange københavnere i sidste ende fremstå kvalmende. 

Valgplakater hører til i valgkampe, og selv topprofessionelle politiske kommunikatorer vægter dem tilsyneladende højt. Venstres kampagnechef i København, Karin Nørgaard, mener i B.T. d. 1. november, at plakaterne er med til at indgyde kandidaterne mod og stolthed, og indenrigsminister Lars Løkke Rasmussens (V) taler i sin V-mail fra d. 31. oktober om plakaterne som et smukt symbol på valgkampen: 

”Lad nedtællingen begynde. Gader og stræder står festklædte med valgplakater, tryksager bliver omdelt i millionvis, reklamerne står side om side i aviserne, hjemmesider står klar med information og radioer genlyder af politiske slogans. Kort sagt kommunalvalgkampen har bevæget sig ind i sin afgørende fase. Der er kun to uger til valgdagen.” 

Lars Løkke Rasmussen skriver videre: ”I Venstre ved vi, at ansvaret og æren bor lokalt. Derfor er jeg også imponeret over den gejst, fornyelse og professionalisme, som jeg møder i hele Venstres bagland i denne valgkamp.” 

Hvorvidt tryksager og halvopløste plakater i efterårsvinden med rette kan kaldes ”fornyelse” og ”professionalisme”, når man ellers ser på Venstres så velsmurte kommunikationsmaskine, er nok tvivlsomt. Men indenrigsministeren retter med sit lille spin en tak til de loyale partisoldater, der har bidraget til det manuelle kampagnearbejde, og for hvem plakatophængningen og lignende events mange gange manifesterer det egentlige forhold til partiet. 

Ser man på kommunalvalgets valgplakater, er der grundlæggende tre typer. Der er a) plakater, som minder os om, at der snart er valg, og at vi skal huske at stemme på det parti, vi plejer. De kommunikerer som regel ved hjælp af partiets bogstav, en bestemt farve og eventuelt et kort slogan. Dernæst er der b) portrætplakaterne, hvis hovedformål er at sætte ansigt på kandidaterne. Og endelig er der c) plakater med egentlige politiske budskaber og markering af mærkesager. På grund af formatet vil budskaber altid være sloganagtige, men alligevel forsøge at tage betragteren et skridt videre end for eksempel ” Venstre ved du, hvor du har”. 

Et par cykelture rundt i København vil hurtigt vise, at portrætplakaterne dominerer i en grad, så man næsten føler sig begloet. Overalt stirrer ansigter insisterende og smilende ned på én fra lygtepæle og træer, men kun de færreste vil formentlig i farten nå at registrere, hvem det enkelte smilende ansigt tilhører. Endsige hvilket parti vedkommende repræsenterer. 

Socialdemokraterne og Venstre har valgt at køre en konform portrætkampagne for alle andre end spidserne med standardiserede plakater, der alene rummer billede af kandidaten samt navn og parti. Ligeledes De Konservative, der dog fletter politiske slogans og traditionelle varemærker ind i portrætserien. ”Mere velstand - mindre omfordeling”, hedder det ikke overraskende under for eksempel Rasmus Jarlovs (K) portræt. 

Et af de få brud på partidisciplinen hos de tre gamle er Socialdemokraternes Morten Westergaard, der på plakaterne alene figurerer med sit nummer på opstillingsliste - 27 - og Venstres unge kandidat, Leslie Arentoft, der fremstiller sig selv serielt og globaliseret multikulørt som en anden Warhol. Ligesom Arentoft har De Radikale arbejdet med skarpe baggrundsfarver og desuden ladet deres portrætter hvile på en stiliseret silhuet af København, der minder én om socialistiske propagandaplakater med raske arbejde og rygende skorstene. 

De Konservatives Holger Sørensen har valgt at lade det sædvanlige selvportræt erstatte af et sprøjte med en rød streg over - med budskabet: "København - Narkofri zone".

I SF har man valgt at kombinere portrætterne med politiske udsagn om trafik, skole, miljø osv. og har i et forsøg på at få opmærksomhed vendt kandidaterne på hovedet. Som det hedder i partiets pressemeddelelse i anledning af de nytrykte plakater: ”Når SF'erne fredag aften klatrer op i lygtepælene, ser valgplakaterne anderledes ud end de fleste. Portrætterne af kandidaterne er vendt på hovedet, for at illustrere at SF tør gøre tingene på en anden måde.” Mon ikke vælgerne foretrækker, at det er problemerne, der vendes op og ned, frem for politikerne selv? 

Mens Ritt Bjerregaard kører kampagne med sit ikke-budskab ”Ingen slinger i valsen”, har Venstres spidskandidat følt sig nødsaget til mere offensivt at melde ud. På store billboards ved Åboulevarden anbefaler unge med indvandrerbaggrund at stemme på Pind og fra traditionelle valgplakater rundt omkring i lygtepælene lyder mantraet: ”Integration: Problemerne skal løses”. Hvordan Pind vil løse problemerne, siger plakaterne ikke noget om, men skal man tro deres traditionelle valg af kommunikationsform, bliver det business as usual. 

Anderledes spræl er der i Enhedslistens plakater udelukkende med arabisk tekst. Som gammeldansker kan man ikke afkode det verbale budskab, men man forstår alligevel meningen og kan glæde sig over, at partiet har kastet sig ud i en ganske elementær målgruppeanalyse, før man lod plakaterne trykke. En analyse, der altså virker på flere segmenter samtidig - hvis altså ikke den virker stik modsat og skræmmer. 

Det grundlæggende spørgsmål er imidlertid, om plakaterne overhovedet virker, og hvad hensigten med dem er. Ligesom med tryksager og pressemøder af den gammeldags informative art kan man konstatere, at plakaterne dukker op, hver gang et nyt valg udskrives. Kommunikationsformen rummer intet overraskende og tilbyder hverken pressen eller vælgerne de oplevelser, de er ude efter. Stik modsat plakaternes informative og monotone karakter forventes den politiske kommunikation i kampagnesammenhæng at byde på autentiske oplevelser, stærke solohistorier og ikke mindst en oplevelse af politisk nærvær og troværdighed. 

Både pressen og vælgerne forventer kortfattede og isolerede budskaber, der enkelt lader sig videreformidle og tillader en stærk profilering af det enkelte medie og lige så enkelt kan plukkes og samles i buketten af poliske sprogblomster hos den enkelte vælger. Historierne om politik skal være unikke og afgive et skær af autenticitet, og den slags tilbyder hverken traditionelle Christiansborgpressemøder eller en skov af valgplakater. 

Valgplakaterne har i deres nuværende udformning formentlig ingen betydning hverken for formidling af politiske budskaber eller for vælgernes stemmeafgivning. Men de betyder utvivlsomt noget for partisoldaterne, ligesom de er en stemningsfuld påmindelse om, at nu skal vi snart til stemmeurnerne. I kampagnesammenhæng har de imidlertid minimal værdi. 

Til gengæld må det være på sin plads at genoverveje muligheden for at inddrage plakaten i en bredere profilering og branding af partierne. Man kan for eksempel overveje i højere grad at udnytte formatets æstetiske potentialer - sådan som Leslie Arentoft på skrømt har gjort det denne gang - eller forsøge at inddrage plakaterne som ét ben i en multimediekampagne, der kræver borgernes - cyklister, bilister, brugere af den kollektive trafik - aktive deltagelse i afkodning og sammenstilling af de forskellige signaler. 

Forstår man først at flytte plakaterne fra partiernes politiske her-og-nu-kommunikation til den strategiske kommunikation i den valgkamp, der finder sted i det små hver eneste dag, vil de måske en dag kunne hamle op med deltagelse i ”Vild med dans” eller lignende photo opportunities. Og så er dinosauren for alvor vakt til live.

Anmeld en valgplakat
Har du selv lagt mærke til en god/skrækkelig/anderledes valgplakat i løbet af valgkampen (eller til et andet valg)? Så kontakt os gerne!

Du behøver ikke at have et billede af den - det forsøger vi selv at skaffe fra kandidaten.