Af Martin Deichmann

Forestillinger om ”spin” og spindoktorer” har de seneste år vakt opsigt i den danske medievirkelighed. Journalister, kommentatorer og almindeligt interesserede borgere har udtalt frygt for spinnets demokratiundergravende virksomhed og dets fokus på form frem for indhold. I forbindelse med politik, hvor historier om spin hyppigst har optrådt, er spindoktorerne blevet beskyldt for at løse den almindelige politikerlede med ensretning og udvanding af partiernes udmeldinger. Ting skal forklares, så de kan forsvares, og man skal for hver en pris undgå, at alt for mange sager optræder parallelt i medierne. 

Samtidig er spin blevet en ualmindelig eftertragtet levevej for den ellers så kritiske journaliststand og for kommunikationsuddannede universitetsfolk. Hvor journalistik er et aldeles trendy erhverv, er jobbet som spinddoktor om noget endnu mere prestigegivende. Havde man ikke travlt før, siger myten, så får man det i hvert fald som spindoktor, når de tidligere journalistkolleger konstant hænger i røret og håber på solohistorier og eksklusiv indsigt. Tid er penge, og travlhed giver som bekendt prestige. Spindoktorer har efter rygterne at dømme masser af begge. 

Men er det nu også sådan, det er? Og hvad er ”spin” i bund og grund? I Billy Adamsens nye bog, Spindoktor får man både førstehåndserfaringer fra forfatterens tid som rådgiver for daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) og par teoretiske indkredsninger af spinbegrebet.

Spin og spindoktor
Billy Adamsen taler blandt andet om spin som et andet ord for ”vinkling” eller sammenstilling af en historie. Vinklingen har til formål at give den endelige historie i medierne et præg, der virker positivt på modtagerne uden om den journalistiske bearbejdning af materialet. Men kommunikationsrådgivere, der står for den slags vinkling, er ifølge Adamsen imidlertid slet ikke spindoktorer. At være spindoktor kræver nemlig blandet andet at indgå aktivt i den politiske proces: 

”Snævert anskuet er det kun kommunikationsrådgiverne i partiernes sekretariater og partikontorer, der er spindoktorer, og selv det er en sandhed med modifikationer, for mange af partiernes kommunikationsrådgivere er aktive i politik. De har været i politik længe og er så med tiden trådt ind i roller som kommunikationsrådgivere.” 

Det er i den aktive deltagelse og videreformidling, at spinnet ligger. Adamsen skriver, at det, man altid har talt om som ”politisk netværker”, på mange måder er det samme som spin, og han mener i øvrigt, at de bedste politikere også er de bedste politiske spindoktorer. ”Men de virkelige spindoktorer,” skriver Adamsen, ”er journalisterne”: 

”Der er aldrig nogen, der nævner journalisterne som spindoktorer, men i takt med at journalistik er blevet langt mere subjektivt, har de fået langt mere magt. Tidligere lå den store magt hos redaktørerne, i dag er det de enkelte journalisters antipatier og sympatier, kemi og ikke-kemi, der udmønter sig i vinklingen på en historie og afspejler spinnet.” 

Hvis man nogensinde var i tvivl om vigtigheden af at have sit netværk i orden på Christiansborg såvel som udenfor, bliver det altså slået fast her. Journalister i dagspressen sætter selv dagsordenen. Er man kommunikationsrådgiver og har sit netværk i orden, er arbejdsgiveren utvivlsomt godt hjulpet. 

Spin er altså det element, der på én gang sælger samme – gode! – historie til journalister, redaktører og mediebrugere. Og spindoktoren er i Adamsens udlægning en kombination af flere forskellige positioner i formidlingsprocessen, men først og fremmest journalisterne selv. Som han fornuftigt bemærker i Spindoktor, er ikke al rådgivning spin, ligesom alle de personer, der omgiver en politiker, ikke er spindoktorer.

I løbet af de seneste 10-20 år er partierne i stigende grad blevet professionaliseret og har haft behov for at ansætte flere eksperter på de enkelte fagområder, hvoraf kommunikation blot udgør ét. Overalt er der kommet flere økonomer, samfundsteoretikere og jurister til, der bidrager med viden og fortolkninger til det politiske arbejde. Dét er moderne politik, som Adamsen skriver, og ikke spin.

Fra Sydhavnen til Statsministeriet
Spindoktor giver et fint indblik i myten om spin og spindoktorer, men det er også en temmelig broget sag med udstikkere i en række forskellige retninger. Den kombinerer genrer som biografi, scrapbog og oprydning-i-skrivebordsskuffen med cases og mere eller mindre aparte bidrag fra prominente gæsteskribenter som Hans Engell, Mette Frederiksen og Freddy Blak. Sidstnævnte med et saftigt indlæg, der hverken skåner rådgiver Morten Boje Hviid, ”Gucci-Helle” eller de dovne vælgere. Med rådet ”Lad være med at være så højrøvet” tilbyder Blak sig som spindoktor for Socialdemokraternes trængte formand og mener i øvrigt, at vælgerne har de politikere, de fortjener. Sådan! 

Gennem bogen bliver man aldrig i tvivl om, at Billy Adamsens loyalitet fortsat ligger hos den tidligere arbejdsgiver, og bogens bedste spineksempel – et oplæg til et TV2-interview – er da også hentet i en opgave, der faldt positivt ud for duoen Adamsen-Rasmussen. Tidligt i bogen siger Adamsen lige ud, at hans eget værdigrundlag gør, at han næppe kunne fungere optimalt som spindoktor for eksempel Anders Fogh Rasmussen. En ligefrem udmelding, man som læser uundgåeligt sætter pris på. 

Venskabet mellem statsministeren og spindoktoren fylder meget i bogen og beskrivelserne åbner indimellem for spøjse indblik i personen bag den officielle Poul Nyrup Rasmussen. Kvalificeret sladder, kan man med ret kalde det, men desværre uden de store epokegørende afsløringer. Dertil er Adamsen alt for loyal og godt skolet. Tingene forklares, så de kan forsvares. 

Billy Adamsen er ikke bly, når det gælder skildringen af sin egen heroiske indsats. Jobbet som spindoktor kræver opmærksomhed 24-7, og hverken lungebetændelser eller børnefødselsdage afholder Adamsen fra at tage del i Poul Nyrup Rasmussens politiske kamp. Adamsens ligefremhed i denne del af bogen er måske mindre bevendt, men falder til gengæld godt i tråd med det indledende tema: Tid er penge, og travlhed er prestige. Spindoktor er også historien om Billy Adamsens vej fra Sydhavnen til magtens korridorer. Fra arbejderknægt i det socialdemokratiske kernesegment til spindoktor i Statsministeriet. Et hverv, mange forarges over, og endnu flere misunder.