Kampen om de unge


Af
Martin Deichmann
 

”Ungeindsats eller ungesvigt?”, spurgte Dansk Arbejdsgiverforening i nyhedsbrevet AGENDA i begyndelsen af maj. ”Pakket ind i tom retorik og manipulerende meningsmålinger prøver dele af oppositionen og fagbevægelsen at fremstå som de unges beskytter på arbejdsmarkedet.” Ingen tvivl om, at ”ungesvigtet” er opfundet til lejligheden og dygtigt samler en masse forskelligartede folkestemninger netop nu. Men at kalde en halvering af dagpengene for gruppen af unge mellem 25 og 30 år for ”ungeindsatsen” er da også både manipulerende og retorisk. En eufemisme i bedste fald. Det, DA imidlertid ganske rigtigt minder os om, er, at kampen om de unge for alvor er gået ind og uundgåeligt kommer til at spille en central rolle ved onsdagens velfærdsdemonstration.

DA bakker stærkt op om regeringens forslag om at skære i dagpengene for at få flere ledige i enten arbejde eller uddannelse. Arbejdsgiverne mener, at det er ét af de helt afgørende virkemidler, hvis man skal imødegå fremtidige flaskehalse og samtidig styrke de unges muligheder for at klare sig i en stadig mere globaliseret verden. Og så får forslaget ifølge DA fat i en voksende gruppe unge med indvandrerbaggrund.

Fagbevægelsen og Socialdemokraterne tager til gengæld afstand fra regeringens forslag og mener, at det rammer i forvejen svage grupper unødigt hårdt, og at stramninger ikke bevisligt får flere i arbejde. Her mener man, at det snarere er arbejdsmarkedets ”strukturer”, der skal påvirkes. Altså mere gulerod end pisk for at blive i Socialdemokraternes egen retorik.

En analyse af ungeindsatsen i Frederiksborg Amt, der mandag blev offentliggjort i LO’s ugebrev A4, viser, at ungeindsatsen taber de svageste på gulvet. Kun en mindre del af de unge, der har deltaget i ungeindsatsens uddannelsesforløb gennem de seneste 10 år, fortsætter ifølge undersøgelsen i en kompetencegivende uddannelse. Arbejdsmarkedsforsker Per Kongshøj Madsen konkluderer i A4, at uddannelseseffekten af indsatsens 18 måneders uddannelsesforløb ser ud til at være stærkt begrænset. De svageste unge forsvinder i ledighed eller sygdom, siger Per Kongshøj Madsen, og indsatsen giver dem i hvert fald ikke et ordentligt løft i forhold til at komme i uddannelse.

S svigter de unge
Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) mener, at oppositionen svigter de unge, når man ikke anerkender effekten af ungeindsatsen. I Berlingske Tidende gik han forleden ud med nye tal, der viser, at ufaglærte under 25 år oplevede et større fald i ledigheden end deres jævnaldrende, da ungeindsatsen blev indført i 1996. Beskæftigelsesministeren kalder det en ”myte”, at ungeindsatsen ikke har effekt og blot går ud over de svageste. Og så undrer han sig over, at Socialdemokraterne så indædt kritiserer en kopi af deres egne forslag fra midten af 1990’erne.

 Sammenligner man lovforslagene fra 1995 med regeringens seneste udmeldinger, er der da også interessante ligheder. I daværende arbejdsminister Jytte Andersens (S) udspil hed det blandt andet, at ”hvis unge mennesker ikke får en uddannelsesmæssig bagage som grundlag for deres voksenliv på arbejdsmarkedet, ved vi med usvigelig sikkerhed, at det er dem, der bliver hyppigst ledige, det er dem, der bliver længst tid ledige, og det er dem, der risikerer at falde ud af arbejdsmarkedet til en førtidspension. Og derfor har vi faktisk en samfundsmæssig forpligtelse og interesse i at puffe lidt på og sørge for, at unge faktisk dygtiggør sig”. Jytte Andersen understreger videre helt i overensstemmelse med den nuværende regering, at der i forslaget er taget højde for, at man ikke rammer de unge med forsørgerpligter for hårdt.

Spørgsmålet om ungeindsats eller ungesvigt drejer sig altså i høj grad om netop retorik og strategi. Regeringen har som i mange andre spørgsmål lagt sig på Socialdemokraternes traditionelle tue på midten, og Socialdemokraterne krabber rundt om og forsøger at finde det rette sted at starte beskydningen. Denne gang er de indtil videre landet lidt til venstre sammen med fagforeningsfolk, der ifølge egne udsagn ”aldrig har brudt sig om strafdelen i ungeindsatsen” og græsrødder, der vil benytte demonstrationen den 17. til at råbe højt af regeringen. Hvem der kommer bedst ud af den duel, og hvilken indflydelse det får på de videre velfærdsforhandlinger, må vi følge i de nærmeste uger. Her må man som altid også holde øje med Dansk Folkeparti, der sikkert hellere end gerne tager rollen som både de ældres OG de unges beskytter.

 

 


 

 

 

 

 

16. maj 2006

 

Kommentar