Af Martin Deichmann
 

I årevis har Dansk Folkeparti forstået at erobre mediebilledet, hver gang alle andre holder sommerferie, helligdagslukket eller på anden måde hengiver sig til stilheden.

Man kan nævne i flæng: Krigen om debattonen mod svenskerne, der resulterede i store annoncer i Dagens Nyheter. ”Afskaffelsen” af IKEA efter at koncernen for ikke at støde andre trosretninger havde afskaffet julegaverne til de ansatte. For ikke at tale om valgkampagnen i Ekstra Bladet, hvor partiet i en hektisk slutfase hver dag optrykte sine budskaber ved siden af den meget ”læste” side 9-pige. Denne helt særlige blanding af kynisme og arbejdsomhed giver Dansk Folkeparti en mulighed for nærmest på lige fod med naturkatastrofer og fodbold-VM at sætte dagsordenen, hver gang det igen bliver agurketid.

VM, tour'en og Mellemøsten
Denne sommer så det længe ud til at blive anderledes. Partierne virkede alle trætte oven på Muhammedkrise og langstrakte velfærdsforhandlinger, og ikke mindst Dansk Folkeparti havde alvorlige sår at slikke, efter at man nødtvungent var gået med til velfærdsstramninger. Trætheden var sidst i juni mærkbar over hele linjen, og de fleste på Christiansborg satsede vel på i ly af VM og Tour de France at kunne trække sig tilbage til sommerhuset og først dukke frem igen sidst i august.

Kidnapningen af tre israelske soldater ændrede imidlertid situationen. For det første fordi avissiderne pludselig var præget af andet end billeder af sportsfolk og isspisende strandgæster. For det andet fordi toppolitikere - ikke mindst udenrigsministeren - pludselig var overordentlig eksponerede og time for time fik lejlighed til at kommentere situationen i Mellemøsten. Og endelig betød Israels svar på kidnapningerne, at Dansk Folkeparti ikke som sædvanligt havde mikrofonerne for sig selv i ferietiden.

DF's strategiske reserve
Men man skal nu kende Søren Espersen - partiets tidligere spindoktor og nuværende udenrigspolitiske ordfører - dårligt for at tro, at han uden videre giver afkald på taletid. Og da det efterhånden gik op for Udenrigsministeriets folk og medierne, at der i Libanon ikke som først anslået befandt sig 100 danskere, men snarere omkring 6.000, kunne man godt regne ud, at Espersen også ville melde sig i mediebilledet.

 Ikke så snart var evakueringen sat i gang, før han i en pressemeddelelse opfordrede regeringen til at undersøge, om de mange danskere i Libanon mon var taget på ferie, uden at melde det til de danske myndigheder der står for udbetaling af kontanthjælp og dagpenge.

Når man tænker på, at danskerne med libanesisk baggrund er den dårligst integrerede gruppe af indvandrere med svagest tilknytning til arbejdsmarkedet, havde Espersen givetvis noget at have sin sag i. Og at han samtidig med sin kyniske udmelding kortvarigt fik regeringen til at vakle ubeslutsomt, gjorde selvfølgelig kun sommerstuntet stærkere.

På nær lidt fnidder rundt omkring i enkelte kommuner, der overvejer at rådighedstjekke de evakuerede, er sagen allerede gået i sig selv igen. Men også denne sommerferie vil blive husket for Dansk Folkepartis enorme strategiske reserve. Og så selvfølgelig for VM og Tour de France.