Af Jeanette Serritzlev

Det er blevet populært at beskæftige sig med livet bag og omkring Christiansborgs mure. Det blev tydeligt herhjemme med Kongekabale, Niels Krause-Kjærs bog om opgøret i Det Konservative Folkeparti – om end han ikke er den første, der har gjort det i den genre.  

En overset bog fra tiden før Kongekabale er Henrik Andersens Folkets mand, som er fra 1998. Emnet er her fløjopgøret i Socialdemokratiet i 1992. 

Siden har vi bl.a. set Spin af Per Helge Sørensen og Hanne Vibeke Holsts romaner. Mange af os har også set Kongekabale i biografen og for nylig Fluerne på væggen, som er lavet med Farumsagen som inspirationskilde. 

Og det var så det. Eller …? 

Nej, der er en mere. Navnet er Klaus Kjøller, lektor ved Københavns Universitet og manden bag flere politiske romaner – og en hel del fagbøger om politik og politisk kommunikation. I efteråret udkom Lingos lov, der dog havde gjort den fejl ikke at bruge en virkelig figur, lad os kalde ham Mogens Lykketoft, og udstyret ham med et rigtigt ubehageligt træk, f.eks. hustruvold, og så bagefter sige, at det naturligvis ikke har noget med ham at gøre. Det virker. Det sælger bøger, og før man ved af det, er man blevet til tv-dramatik i primetime. 

Gennemgående smart – og usympatisk. Og derfor er det jo rart, at Klaus Kjøller ikke kan klandres for det samme. Han bruger ganske vist også virkelige navne, til tider pjattenavne, som vi godt ved, hvad dækker over, og endelig bare helt pjattede navne, hvor det ikke er så vigtigt, om vi ved det (eller om der er noget at dække over)! 

Ota, Ann – og Poul Schlüter
Lingos lov er en ”fremtidsroman”, der foregår i dagene op til afstemningen om en EU-traktat. Vi skriver 2007, og regeringen er naturligvis borgerlig. En lektor fra Københavns Humanistiske Fakultet får i sin iver efter at skabe sensationelle forskningsresultater rodet sig ind i en masse rod. Pludselig er han blevet folkets ombudsmand og skal rende rundt på Christiansborg og i ministerierne for at tjekke, at alt er, som det skal være. Det er det naturligvis slet ikke, men det er der ingen, der ønsker, at han skal finde ud af. 

Men, viser det sig, selv om tingene ikke er, som de skal være, betyder det jo ikke nødvendigvis, at de så er, som man (lektoren) tror! 

Romanfiguren lektor Ivar Olavson har naturligvis intet at gøre med forfatteren lektor Klaus Kjøller, selv om de deler arbejdsplads og begge beskæftiger sig med politisk kommunikation. Den unge, kønne justitsminister og supermor Ann Jepsen har naturligvis heller intet at gøre med Lene Espersen … nej, vent. Det har hun jo. Poul Schlüter spiller sig selv, så det er nemt nok. 

Forvirret? Så bare vent, til du går i gang med bogen.

Hvorfor har Lingo lov, når Holst ikke burde?
Hvorfor er det, at Hanne Vibeke Holst overskrider en etisk-moralsk grænse og snylter på en virkelig person, mens Klaus Kjøller både må skaffe justitsministeren af vejen, få hende elimineret og tilbage igen?  

Den vigtigste forskel er nok, er jeg efter grundig diskussion med mig selv nået frem til, Kjøllers ironiske distance – en distance, der også er selvironisk. Det er befriende.  

Bogen er så overdrevet, at man griner, når at tænke ”det er da for langt ude” og alligevel efterfølgende oplever sig selv tænke ”hvad nu hvis”, inspireret af bogens scenarier. 

Hvor man ofte kan blive irriteret over klichéerne (lad os, helt tilfældigt, tage Kronprinsessens ædle kvinder og slemme mænd), er det i satireformen i orden, at Kjøller bruger den unge, idealistiske, kvindelige (selvfølgelig!) journalistpraktikant – på Politiken selvsagt, hvor ellers? 

Beskrivelsen af hendes seancer på Tue Fejders (gæt selv virkelighedens udgave) kontor er sjove. Vel er det ikke stor kunst, men det er god humor!  

Klaus Kjøllers brug af Poul Schlüters rigtige navn midt i det hele, Lene Espersens alias det normale Ann Jepsen, omskrivningen af Anders Fogh Rasmussen til Alex Ota Poulsen og pjattenavnet Pytte Styremose er forvirrende, provokerende og … underholdende! Kjøller henter inspiration i virkeligheden, bruger sin fantasi og blender så det hele sammen. 

Undervejs fandt jeg det lige groft nok at gøre det af med vores justitsminister, men som de sagde i Twin Peaks, og som nogen af os ikke har glemt siden, er uglerne ikke, hvad de synes at være … Og det hele ender derfor godt.

Kjøller er ikke samfundsrevser, men observatør og debattør. Han har gennem tiden kommet med mange vigtige bidrag, altid i sin uhøjtidelige tone. Det er den tone, vi kender fra fagbøgerne, der går igen i fiktionsformen. Den satiriske form og et kærligt forhold til karaktererne gør, at hans brug af virkeligheden er i orden. Og den satiriske form gør det underholdende at læse.