Af Martin Deichmann
 

En læser henvendte sig forleden og spurgte, hvordan man definerer begrebet "politisk kommunikation". Vi har forsøgt at ridse op, hvad vi mener, når vi bruget begrebet her på siden:

Politisk kommunikation handler om at bringe et politisk budskab fra en afsender til modtager med den hensigt at få modtageren til at handle. Afsenderen vil som regel være en politiker eller en tilsvarende aktør med en politisk hensigt, mens modtageren er en lidt mere broget størrelse. I bund og grund kan man vel tale om tre forskellige modtagertyper:

• Vælgeren - hvis stemme og opbakning politikere hele tiden efterstræber. Mellem valg er det vigtigt for de fleste politikere at stå godt i meningsmålingerne og i valgkampen er det afgørende, at man som politiker vækker tillid hos den enkelte vælger og i sidste ende får vedkommende stemme. Vælgeren er desuden en vigtig kilde til mundtlige anbefalinger i de nære netværk, som fx familien og vennekredsen.

• Andre interessenter - der spiller en rolle for den politiske dagsorden. Forskere, eksperter, interesseorganisationer og andre politikere er alle sammen mål for den politiske kommunikation. De kan både være med- og modspillere, men fælles for dem er, at deres ord tillægges større vægt end den almindelige vælgers. Det er altså vigtigt for politikeren at forsøge at få de forskellige interessenter til at tage del i en debat eller engagere sig i en sag på en ganske bestemt måde.

• Medierne - er meget ofte målet for den politiske kommunikation. Det er via medierne, at politikere forsøger at ”sætte dagsordenen”. Ikke blot videreformidler medierne de politiske budskaber til den enkelte vælger, men langt vigtigere er det, at medierne hele tiden overtager hinanden historier. Lykkes politikeren at videreformidle sit budskab til et medie på en måde, der ikke alene giver omtale i det pågældende medie, men også rummer afsæt for videre omtale, er der en god chance for at budskabet hurtigt spreder sig til mange andre medier.
   

Kanaler og virkemidler
Den politiske kommunikation foregår af en masse forskellige kanaler, og der er - som antydet ovenfor - flere forskellige mellemled i processen. Mellem fx politikere og vælgere vil der i vore dage næsten altid være enten en kommunikationsmedarbejder eller en journalist eller begge dele. Det er kun ved sjældne lejligheder, at politikerne kommunikerer direkte med vælgerne - som regel kun i situationer hvor medierne alligevel er til stede og kan videreformidle begivenheden til en større gruppe vælgere eller andre interessenter.

Politikere har adgang til en lang række kommunikationskanaler og virkemidler. En hurtig opremsning giver:

• Debatindlæg, kronikker, kommentarer
• Taler i fx Folketing, byråd eller andre arrangementer
• Oplæg, konferencer, paneldebatter
• Premierer og åbninger
• Interviews og korte kommentarer (radio, tv, aviser, magasiner)
• Portrætartikler, biografier
• Personlige og arbejdsrelaterede netværk

Og der er sikkert mange flere. I alle former indgår overvejelser, der skal sikre at de politiske budskaber når frem til den rette modtager og forsøger at påvirke denne i en bestemt retning.

Strategi og praksis
Politisk kommunikation handler altså både om det, man kan kalde det strategiske niveau, og om det praktiske niveau. På det strategiske niveau er det vigtigt at overveje målgrupper, virkemidler og budskaber og i det hele taget tage bestik af den situation, som kommunikationen indgår i. Budskabet må hele tiden tænkes ind i en større sammenhæng, og der skal være en rød tråd mellem de enkelte budskaber.

På det praktiske niveau handler det om at føre strategien ud i verden. At sørge for at sige eller skrive tingene på den rigtige måde, sørge for at opføre sig tillidsvækkende og for at holde sig væk fra tvivlsomme eller akavede situationer. Det handler altså ikke bare om at sige tingene ”som de er”, men om at sige dem velovervejet. God politisk kommunikation afvejer nøje alle elementer i situationen og er bevidst om, hvordan en given sag, et emne eller budskab skal videreformidles. Det handler om at lægge et snit på indholdet, at prioritere, men også om at være forberedt på at andre interessenter, medier og vælgere kan prioritere anderledes.