Af Martin Deichmann

Små justeringer af velfærdsordningerne og rapporten i skraldespanden. Så kontant valgte Dansk Folkepartis formand Pia Kjærsgaard at kommentere offentliggørelsen af Velfærdskommissionens rapport i den forgangne uge. Og hun var langtfra den eneste. Socialdemokraterne beskrev rapporten som ”en blandet landhandel”, SF talte om et ”festskrift for de velbjergede”, og statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) udraderede omgående 41 ud af de tre 43 forslag fra kommissionen. Som han sagde: 

”Vi skal fokusere på det centrale – dét, som betyder noget for den udfordring, vi står over for.” 

For statsministeren betyder det nænsomme justeringer af tilbagetrækningsalderen og endnu mere fokus på flygtninge og indvandreres integration på arbejdsmarkedet. Ikke just nybrydende og overraskende tænkning og næppe nok til at fastholde velfærdsniveauet. Kommissionens pakke indeholder ellers både forslag om øget brugerbetaling, sænket skat på arbejde og beskæring af dagpengeperiode, men ingen af de nok så traditionelt liberale ønsker så ud til at friste Fogh. 

”Jeg tror, at der bliver brug for mere end Velfærdskommissionens arbejde,” fastslog Fogh og sigtede dermed til, at kommissionens forslag i store træk slet ikke kan komme på tale, hvis han skal sikre sig rygdækning i et bredt forlig om velfærdsreformer ved forhandlinger i det kommende år. Justeringer på udlændingeområdet er omtrent det eneste, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti for alvor kan blive enige om – og det er netop dem, der sigtes til med ”et bredt forlig”. 

I forliget skal der naturligvis også være plads til Venstres regeringspartner, De Konservative. Her har man indtil videre valgt at knurre venligt, men bestemt ved udsigten til fortsat kamp om positionen som det bedste Socialdemokrati. Mens pressekonferencen ved rapportens offentliggørelse onsdag formiddag endnu var i gang, udsendte partiformand Bendt Bendtsen en melding om, at der bliver ”behov for ambitiøse reformer”: 

”Velfærdskommissionen har leveret et grundigt arbejde med mange anbefalinger, som kræver politisk overvejelse, før vi tager stilling til de konkrete forslag, men generelt har velfærdskommissionen fat i de håndtag, som der nødvendigvis må drejes på, hvis også vores børn og børnebørn skal opleve et velfungerende velfærdssamfund,” skrev Bendt Bendtsen, ”Kommissionens forslag sætter efter min mening den helt rigtige dagsorden.” 

De Konservative er således overordnet positivt stemt over for ”arbejdet”, men ikke nødvendigvis for forslagene, og rapporten betragtes af partiet umiddelbart som en ”dagsorden”. Altså en slags vektor, der angiver, i hvilken retning debatten skal bevæge sig, men ligesom de økonomiske vismænds årlige rapport ikke har nogen realpolitisk effekt. 

Også hos De Radikale fik Velfærdskommissionens rapport en mildere modtagelse. Ligesom hos De Konservative lyder meldingerne fra De Radikale på reformiver, og partiets formand Marianne Jelved så gerne områder som skat og efterløn betonet i de kommende politiske forhandlinger. Et delmål for de Radikale er dog ifølge partiformanden først og fremmest at være med til forhandlingerne og tage del i forliget. Et mål der nok skal være til at nå, hvis de politiske indhold ikke bliver mere omfattende, end det der hidtil er fremgået af Anders Fogh Rasmussens dagsorden. 

Allerede nu – få dage efter rapportens offentliggørelse – ser det altså ud til, at Velfærdskommissionens forslag højst bliver dagsordenflyttende. Forslagene vil langsomt blive opsuget i politikernes eget arbejde med at forberede forslag til velfærdsreformer, mens kommissionens færdige pakke fik lov at lide vuggedøden. 

De enkelte oppositionspartiers velfærdsudspil er næsten glemt – bortset fra Socialdemokraternes evige konflikt med efterlønsudmeldinger – og regeringen har endnu ikke haft mod på at mene noget. Debatten er endnu en gang udskudt og vil, når den bliver til noget, måske alene dreje sig om integration af indvandrere på arbejdsmarkedet. En diskussion og kampagne, der i virkeligheden allerede er skudt i gang og derfor slet ikke behøver at sætte gang i noget reelt politisk slagsmål om fremtidens velfærd. 

To års arbejde af en udsøgt flok af eksperter, en færdigpakket model for fremtidens velfærdssamfund, 32 millioner offentlige kroner og troen på en reel politisk reforminteresse – alt sammen aflivet og i skraldespanden allerede få timer efter offentliggørelsen. 

Samme vej skal alle de forventninger man måtte have opbygget, efter at regeringen allerede længe før folketingsvalget i februar henviste al diskussion om velfærdsreformer til offentliggørelsen af Velfærdskommissionens rapport. Troede man dengang, at kommissionens oplæg ville blive fulgt af et udspil fra regeringen, forstår man nu, at retorikken blot var en måde at vinde tid. Af de seneste dages politiske udmeldinger fremgår det videre, at debatten om reformer nu yderligere er udsat til ”forårets forhandlinger”. Lad os se, om nogen vover at have en mening til den tid.