Janteloven og de politiske realiteter


Af
Martin Deichmann
 

Skattelettelser i toppen, i bunden eller slet ikke nogen? Er Venstre småtskåren og bange for at sætte vælgerne af i opsvinget? Eller holder partiet blot tungen lige i munden fuldt ud bevidst om de politiske realiteter? 

I de seneste uger er bølgerne gået højt i debatten om skattelettelser. Både økonomer og arbejdsgivere har peget på, at regeringen burde kompensere for en uambitiøs velfærdsreform ved at følge op med en skattereform, der kan mindske trykket på den sidst tjente krone. En reform af topskatten vil, mener de, ikke blot kunne holde på de kloge hoveder, men også øge arbejdsudbuddet på den korte bane og således klare noget af det, velfærdsreformen ikke magter.

Partitoppen hos De Konservative har skyndt sig at bifalde tanken – givetvis en tiltrængt opmuntring for det efterhånden noget slidte bagland – men Venstre og Dansk Folkeparti skal ikke nyde noget af skattelettelser. Og slet ikke i toppen. Som indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) meget klart gav udtryk for forleden:

”Det er et indiskutabelt udgangspunkt, at vi ønsker at være et parti for andre, end dem der har udsigt til en badebro og en speedbåd i Skovshoved Havn. Det er vi. Vi skal være partiet for den fraskilte mor, som aldrig har fået en uddannelse.”

Frygt for janteloven
Hos De Konservative mener man, at Venstres holdning er udtryk for manglende visioner og frygt for janteloven. Ifølge justitsminister Lene Espersen (K) betaler 900.000 helt almindelige lønmodtagere nemlig topskat, og de kunne nok trænge til en ekstra belønning for at gå på arbejde hver dag:

”Det er en vildfarelse, at det er det rige overdanmark, der betaler topskat. Dem med speedbåd og udsigt til en havn. Over 900.000 danskere betaler topskat hver eneste dag, og det er altså langt fra dem alle, der ejer en speedbåd eller har havudsigt. Det er helt almindelige mennesker, som på ingen som helst måde kan betragtes som velhavende eller millionærer.”

Justitsministeren er sammen med Dansk Industri skuffet over, at regeringspartneren ikke vover sig frem med Skatteministeriets egne beregninger, der for nyligt viste, at en lettelse af topskatten vil bidrage mere til arbejdsstyrken end lempelser i bunden.

Skatteminister Kristian Jensen (V) ser imidlertid anderledes på tallene. Han lykkedes i den forgangne uge med helt at lægge låg på debatten ved kort at konstatere, at der slet ikke er den fornødne finansiering til skattelettelser lige nu. På sigt ser han muligheden for ”intelligente skattelettelser” – udført af hvem andre end Kristian Jensen … - men lige nu er der ifølge skatteministeren ingen grund til at tage diskussionen. Man hørte ham vist bruge ordet ”sommerkuller” om de frembrusende ministerkolleger.

Debatten sparket til hjørne
Endelig må man konstatere, at Lene Espersens affejende holdning næppe holder hele vejen. Nok er der 915.000, der betaler topskat, men langt fra alle ville få noget særligt ud af en reform, der helt fjerner topskatten. Nye beregninger fra Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd viser i hvert fald, at de 140.000 danskere, der tjener mellem 350.000 og 375.000 kroner, blot ville få 2.800 kroner ekstra i hænderne per år, mens folk med årsindkomster omkring de to millioner ville få 300.000 kroner, hvis man fjerner topskatten.

I sidste ende er debatten sparket godt og grundigt til hjørne. Hverken De Konservatives forsøg på at tækkes Skovshoved-folket eller Venstres lidt pjuskede indsats for de fraskilte mødre ser ud til at blive til virkelighed lige nu. Før vi får en skattereform, skal der utvivlsomt først nedsættes kommissioner og råd, der langsomt kan massere budskabet ind i befolkningens hoveder og overbevise om, at regeringen ikke er ude efter velerhvervede rettigheder og goder. Det har ikke noget med jantelov at gøre – det er ganske enkelt sådan, en borgerlig regering overhovedet kan gennemføre reformer af det danske velfærds- og skattesystem uden at sætte vælgertilliden overstyr.

 

 

12. juli 2006

 

Kommentar