Tre stykker om kontraktpolitik og kontraktjournalistik


Af
Martin Deichmann
 

1. Blinde pletter
At politik og journalistik har en masse til fælles, er vi ikke i tvivl om. Politikere og Christiansborg-journalister spiser og drikker sammen, deltager i samme begivenheder og har et identisk medieforbrug. Begge arter er optaget af performance og i at få arbejdet - altså når man er - overstået hurtigt og effektivt.

Med simple midler opfylder begge kontrakten med borgerne. Politikerne kalder mødet med journalisten for ”åbenhed”, ”demokrati” og ”debat”. Og journalisterne hylder på samme måde deres egen rolle som vagthund, ”den fjerde statsmagt” og demokratiets vogtere.

At forholdet mellem politikere og journalister er præget af fred og fordragelighed snarere end kritisk opposition tyder blandt andet de uendeligt få Cavlingpriser til politiske journalister på. Christiansborg-journalisterne er ikke grundige nok; de spiser af hånden i stedet for at tage hele armen. Som Jan Juul Christensen skriver Politisk journalistik og kommunikation (Samfundslitteratur 2006):

”Journalister, der ikke har politik som stofområde, kan godt se, at der er en ubevidst sammenspisthed mellem politikerne og de politiske journalister. I deres færden i det politiske system har de udviklet blinde pletter, som kun kan ses, hvis man betragter det politiske system ude fra. Det leder frem til, at såfremt det politiske virke skal undersøges mere dybdeborende, kræver det journalister udefra, som ikke har den tætte kontakt til politikerne og deres pressemedarbejdere. Et paradoks da de journalister, der er tættest på politikerne, også burde være dem, som havde de bedste forudsætninger for at afsløre politikerne.”

2. Kontraktpolitikkens endeligt?
I Politisk journalistik og kommunikation placerer Lotte Hansen kontraktpolitikken blandt ti tendenser, der virker undergravende på den kritiske offentlighed. Politikernes fem-seks løfter til befolkningen i forbindelse med en valgkamp og arbejdet for de sejrende med at indfri løfterne bagefter fjerner enhver platform for et kvalificeret modspil til magthaverne.

Hvor det ellers normalt vil være ganske enkelt at tjekke om løfter indfries eller ej, peger Lotte Hansen på, at det særlige ved kontraktpolitikken er, at løfterne nærmest udelukkende handler om, hvad politikerne ikke vil gøre. Der er altså mere eller mindre ”hak” ved hele den politiske pakke fra begyndelsen af. ”Med kontraktpolitikken ved danskerne, hvad de har, de ved også, hvad de ikke udsættes for, og de ved, at Venstre, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne kæmper den strategiske kam om deres gunst”, skriver Lotte Hansen i Politisk journalistik og kommunikation.

Det sidste, kan man nu ikke være sikker på, at vælgerne ligefrem ved. Men de kan helt sikkert mærke det. Hvad man imidlertid ikke får at vide i Politisk journalistik og kommunikation er, at kontraktpolitikken også kan slå fejl. Som Lotte Hansen selv forklarede Kristelig Dagblad for nylig, er de seneste velfærdsdemonstrationer et eksempel på, at nedskæringer - af regeringen kaldet ”udligning” - ikke var blandt de fem-seks slogans i 2005-valgkampen. Man har ganske enkelt undladt - og siden glemt - at fortælle, at politik indimellem skal gøre ondt. Gøder man ikke jorden for de tunge beslutninger, kan det givetvis være begyndelsen til enden for kontraktpolitikken. Eller med samme Hansen ord i A4 for nylig:

”Vi er måske på vej ind i en ny fase i det politiske liv. Før har det været sådan, at politikere er gået efter at finde én dominerende dagsorden. Men den tid kan være passé. Jeg tror, politikerne og partierne skal vænne sig til en ny virkelighed, hvor der kan være mange forskellige temaer og emner i spil på én og samme tid.”

3. Kontraktjournalistikken
Ligesom politikernes verden mere og mere består af meningsundersøgelser og kontraktpolitik, består journalisternes i stigende grad af læserundersøgelser og kontraktjournalistik. Nye formater, ledere på forsiden, mere interaktivitet og web-look. Færre nyheder og mere baggrund. Eller omvendt. Altsammen udtryk for de traditionelles dagblades panikagtige overgangsalder. Og med gratisavisernes ankomst, har de da også for alvor fået deres sag for. ”Nyhedsavisen og avisen.dk er læsernes avis”, som der står på opkomlingens side på nettet. Lad os se, hvad det bliver til.
 


 

 

 

11. oktober 2006

 

Kommentar