Af Martin Deichmann
 

Forholdet mellem politikere og medier er igen og igen genstand for opmærksomhed og undren. Hvem styres af hvem, og hvorfor halser den ene part hele tiden efter hinanden? Og hvad med vælgerne - landets borgere, der dog spiller en afgørende rolle for, hvordan der ser ud på tinge?

I en kronik i Berlingske Tidende (8/9) peger lektor Steen Steensen på den velkendte pointe, at mediernes magt - ikke mindst de elektroniske - konstant øges og i stigende grad udgør et demokratisk problem. Siden 1960’erne er journaliststanden ifølge Steensen blevet mere og mere ustyrlige og magtfuld og er derfor også kommet tættere på den traditionelle økonomiske og politiske elite, som man i udgangspunktet havde som opdrag at vogte.

Gennembruddet for den medieskabte virkelighed i 1960’ernes begyndelse betød et naturligt prestigemæssigt opsving for mediernes ansatte, hvis rolle pludselig ændrede sig fra at skulle referere dagens begivenheder til at definere den fælles virkelighed. Men ansvaret fulgte, som Steensen peger på, ikke tilsvarende med, ligesom den hastigt stigende informationsomsætning radikalt har ændret både journalistikkens arbejdsbetingelser og dens output.
 

Magt uden moral
I kronikken i Berlingske Tidende går Steen Steensen et skridt videre og anklager journalisterne for manglende moral. Han skriver blandt andet:

”Magt uden ansvar fører til magt uden moral. I det mindste er journalisterne i Danmarks Radio og TV2 nået til dette punkt. Der synes ingen ende på deres politiske kampagner og deres uetiske metoder. [...] Danmarks Radio og TV2 udgør et demokratisk problem. Journalisterne ser tingene fra den politiske klasses ståsted. Derfor behøver nyhedsmagerne ikke at være objektive og upartiske. Politisk ukorrekte meninger tages ikke med på prædikestolen. [...] TV-stationernes samfundshersen truer de borgerlige frihedsrettigheder. Altså skal journalisternes ustyrlighed bremses. Men pressens position i det hele taget, dens vildfarne fremdrift, udgør en fare. Kort sagt må journaliststandens vælde rulles tilbage. Magt og ansvar skal følges ad. Det er ikke mennesket beskåret at tåle uhæmmet autoritet.”

Tv er utvivlsomt den ypperste skueplads for en lang række meningsdannere - ikke mindst politikere - og tv-stationerne, redaktørerne og deres journalister har dermed en vis magt over meningsdannelsen. De er både portvagter og sælgere, når en politiker skal have adgang til de eftertragtede 19-nyheder. Men spørgsmålet er, om de i virkeligheden er så meget mere end det. Er det virkelig dér Steensen vil tage fat?

Tv-nyhederne fungerer jo først og fremmest sådan, at man hælder fremkaldervæske over udvalgte historier fra de store morgenaviser og genfortæller dem med billeder og opdaterede kommentarer. Godt nok er billeder den mest effektive og direkte kommunikationsform - deraf tv-mediets store styrke. Men er det så ikke blandt de skrivende journalister, Steensen i virkeligheden skulle tage fat og højne moralen og ansvarsfølelsen? Fik man hævet det kritiske niveau i den trykte presse kunne det givetvis have en afsmittende virkning på de elektroniske nyhedsudsendelser om aftenen. Hvis vinklen på det aktuelle politiske synspunkt allerede på forhånd var diskuteret og præmisserne for debatten velkendte, ville tv-interviewet med de indbyggede tidsbegrænsninger få en helt anden brod. Måske til glæde for både Steensen og demokratiet.
 

Manglende faglighed
I en ny bog, ”Politisk journalistik og kommunikation” (Samfundslitteratur ), bakkes Steen Steensens kritik af journaliststanden op af miljøminister Connie Hedegaard (K). Journalistikken er blevet for slap. Politikerne slipper alt for nemt om ved det. Og det er et demokratisk problem, der langsomt udvander samfundsdebatten og undergraver det danske system. Hedegaard giver først og fremmest journalisternes manglende faglighed og den øgede informationsomsætning skylden:

”Opgaven som kritisk journalist er blevet mere krævende. Politik i dag er langt mere teknokratisk og international end tidligere, og vi kan konstatere, at journalistikken på den baggrund er i gang med at løsrive sig fra det politiske. Taberen er den ikke-indviede demokratiske borger, som alt for ofte risikerer at blive præsenteret for hurtige overskrifter og dybest set ligegyldige nyheder, der ikke trænger om bag det umiddelbare og tilsyneladende.”

Connie Hedegaard peger altså modsat Steensen på, at journalistikken på grund af manglende faglighed og mulighed for fordybelse er ved at løsrive sig fra det politiske. Borgerne får serveret et stadigt tyndere afkog af baggrundene for den politiske debat og må - hvis overhovedet - forsøge at fastholde engagementet via mere eller mindre vilkårlige sympatier for de politiske personligheder.

Det fælles ansvar
I ”Politisk journalistik og kommunikation” identificerer Connie Hedegaard otte symptomer på problematikken, som det kan være godt at holde fast i:

• Manglende faglighed og evne til at skabe sammenhæng
• Dyrkelse af enkeltsager
• Fokus på personer og konflikter
• Det gode billede bestemmer, hvad der er en god historie
• Politik som underholdning og spil
• Tidsfaktoren
• Stadig flere historier baseret på én kilde
• En national presse i en internationalverden

Connie Hedegaard mener, at pressen ikke er alene om ansvaret. Politikerne skal selv sørge for at bruge taletiden ordentligt. Dvs. til at lytte, argumentere og måske endda justere udgangspositionen en anelse. Hvis ikke politikerne og i særdeleshed pressen skærper sig og tager deres respektive roller i den danske offentlighed alvorligt, er demokratiet ifølge Hedegaard på vej til at sande til:

”I sidste ende har vi kun et folkestyre, så længe offentligheden omkring de politiske beslutninger, giver læserne, lytterne, seerne og dermed altså borgerne et reelt indblik i processen og dermed et reelt afsæt for at tage kvalificeret del.”

Meget tyder på, at Connie Hedegaard - der jo på flere måder kender spillet indefra - har fat i den lange ende, når hun antyder, at journalistikkens magtvælde på mange måder allerede er rullet tilbage. 40 efter gennembruddet for den medieskabte virkelighed er den traditionelle politiske og økonomiske elite (sammen med en lang række nye kändisser) tilbage på toppen omgivet af medieeksperter, der for længst har luret, hvordan historier bedst lægges til rette for udvalgte medier. Medier spiller i dag en helt afgørende rolle for, hvordan vores fælles virkelighed ser ud. Men den, der bruger tid og kræfter på at sætte sig ind i mediernes spil og samtidig har adgang til taletid, har også muligheden for at erobre hovedrollen.

Og hvad så med vælgerne - landets borgere, der med stemmeret og medieforbrug er så afgørende for både politikere og journalister? Tja, vi har nok de politikere og de medier, vi fortjener.