Af Martin Deichmann
 

Det har taget de samlede medier en lille uges tid at fordøje statsminister Anders Fogh Rasmussens nytårstale. Kommentarerne er gået i mange retninger. Ikke mindst de politiske partier oplevede talen vidt forskelligt.

Marianne Jelved hørte Fogh sige, at man i det kommende år skal begynde tilbagetrækningen fra Irak, og hun glædede sig over, at muhammedkrisen ikke længere skiller fårene fra bukkene. Helle Thorning var først og fremmest træt. Træt af, at statsministeren tager ordene ud af munden på hende. Og måske også træt af, at hun ikke selv har 13 uforstyrrede minutter d. 1. januar, hvor en stor del af befolkningen lytter.

Danmark for folket og personligt ansvar
Thorning hørte Fogh sige pæne ting om velfærden, om den offentlige sektor og om retfærdighed. Men hun nægtede at tro sine egne ører. At Fogh dertil citerede Thornings egen yndlingssang, Oskar Hansens ”Danmark for folket” var ikke just en opkvikker, skal man tro hendes skeptiske mimik i tv-studiet efter talen.

Fra regeringspartnerne, De Konservative, lød der ikke overraskende stor ros til statsministeren. Politisk ordfører Pia Christmas-Møller hæftede sig ved, at talen handlede om ”frihed og det personlige ansvar”. Og det er jo konservative omkvæd:

”Det personlige ansvar er fundamentet under velfærdssamfundet. Ansvaret for sig selv, for sin familie og for fællesskabet er det kit, som binder friheden og trygheden sammen i samfundet. Det personlige ansvar vil altid være i fokus i udviklingen af det borgerlige velfærdssamfund”, udtalte den politiske ordfører. Og det er lige før, Oskar Hansen også kunne have sunget med på den.

Hos Dansk Folkeparti glædede man sig over, at statsministeren omsider vendte blikket mod de hjemlige problemer i stedet for at farte rundt i de store udland. Pia Kjærsgaard glædede sig over, at muhammedkrisen optog en stor del af talen - ” Det er en stor og væsentlig sag, som skal fylde meget, når statsministeren gør status over 2006” - men sagde intet om, hvorvidt hun i virkeligheden foretrækker får-og-bukke-modellen.

Blød og favnende Fogh
De politiske kommentatorer ved landets dagblade savnede vist først og fremmest lidt mere bid i talen. Så er det også nemmere at kommentere. Alle hæftede sig over Oskar Hansen-citatet og den indirekte ros til SR-regeringens arbejde op gennem 1990’erne (”Skiftende regeringer har siden 1982 ført politik med langsigtet økonomisk stabilitet og holdbarhed som mål.”). Håndsrækningen - i anledningen af eventuelle gener i forbindelse med kommunalreformen - til de ansatte i den offentlige sektor fik et par ord med på vejen og opfordringen til mådehold i forbindelse med de kommende overenskomstforhandlinger ligeså. Ingen overvejede vist, om det sidste ikke nærmede sig et verbalt indgreb i parternes forhandlingsret.

Samlet set var det en både lidt tilbageholden og bredt favnende statsminister man kunne opleve på skærmen d. 1. januar. Uden konkrete bud på hvordan landet skal udvikle sig i den kommende tid, men med en række indikationer af i hvilken retning, han ønsker at trække. Det var en blødere statsminister, end ham vi kender bedst. En statsminister der på det sidste har været i defensiven, og hvor ikke mindst de kvindelige vælgere er sprunget fra hans kontante enten-eller-retorik.

Nytårstalen gør sikkert hverken fra eller til. Dertil var den alt for lidt fokuseret og alt for upersonlig. Det, der derimod skal ændre stemningen i den kommende tid, er kommunalreformen og kvalitetsreformen. Det er dér regeringens politik for mange vil stå sin prøve. Og så skal Fogh givetvis blive bedre til kvinderne. En politisk kommentator sagde forleden til DR, at statsministerens hustru, Anne-Mette Rasmussen, nu kommer i spil for at tilbageerobre de kvindelige stemmer. Vi får se, hvordan det kommer til at spænde af.