Valget nærmer sig. Kampen om krydserne intensiveres, og det samme gør forsøgene på at finde huller i modstandernes kampagner. Valgkampens sidste uge er i gang, og for Det Radikale Venstre og partiets spidskandidat Klaus Bondam er der grund til at se frem til vælgernes dom. 8 mandater står de radikale til at få i den nye Borgerrepræsentation, hvilket er 3 flere end ved kommunalvalget i 2001. Bondam & Co ser dermed ud til – sammen med Socialdemokraterne – at blive valgets vindere. Spørgsmålet er så bare, hvad de nye mandater skal bruges til. 

Bondam har selv udtalt, at han ”på mange områder er mere venstreorienteret end Socialdemokraterne”, hvilket umiddelbart skulle gøre viften af potentielle samarbejdsfæller temmelig let at overskue. Imidlertid har Bondam også understreget behovet for et politisk systemskifte på rådhuset og samtidig indgået valgforbund med de konservative. Det har fået politiske modstandere til at hævde, at Bondams udmeldinger peger i vidt forskellige retninger.  

Det er da også den direkte årsag til Socialdemokraternes seneste angreb på Bondam. Ritt Bjerregaard vil meget gerne presse de radikale til at melde klart ud, hvem de vil samarbejde med efter valget. Selvfølgelig først og fremmest fordi hun med radikal støtte er fuldstændig sikker på at erobre overborgmesterposten. Men også fordi hun ved, at det for mange potentielle radikale vælgere i København bestemt ikke er ligegyldigt, om en radikal stemme går til et centrum-venstre samarbejde, eller om den i stedet risikerer at gå til en radikal overborgmesterpost baseret på borgerlig – ja måske endda Dansk Folkepartis – nåde. Derfor går S nu i offensiven. ”Jeg har stadig ikke hørt Bondam sige, hvem han vil lege med. Han kan ikke både blæse og have mel i munden og sige, at han vil pege på sig selv,” sagde Socialdemokraternes politiske ordfører i Borgerrepræsentationen, Jakob Hougaard, forleden.

En kommentar, der imidlertid fik Bondam til at sende sin løjtnant, Manu Sareen, i byen med følgende besked: ”Det kan undre, at den socialdemokratiske borgmesterkandidat, Jakob Hougaard, i Politiken (2.11.) fortæller systematiske usandheder om mulige konstitueringsaftaler mellem Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre. Lad mig skære det ud i pap for JH: Der er ingen aftale mellem DF og R, og der bliver ingen aftale på valgnatten. Vedrørende Søren Pind, så har vi aldrig været i nærheden af at pege på Søren Pind. Vi har vores egen kandidat, og det er Klaus Bondam”  (Politiken, 6. november).

Denne tvist mellem S og R skal også ses i lyset af de seneste udmeldinger fra Venstres top. Da partiets næstformand Lars Løkke Rasmussen blev spurgt, om Venstre var parat til at støtte en radikal overborgmester i København, var svaret nemlig klart nok: ”Jeg vil blive utroligt skuffet, hvis der opstår en situation, hvor der ikke er et rødt flertal i København, og Ritt Bjerregaard alligevel bliver overborgmester. Jeg har stor tiltro til, at den situation ikke vil opstå.” Med andre ord: Får Ritt Bjerregaard ikke flertal alene sammen med SF og Enhedslisten, vil Venstre strække sig endog meget langt for at sikre, at Socialdemokraterne ikke generobrer den post, som også ud fra et landspolitisk synspunkt er så vigtig for partiet at bevare.

Tilbage står imidlertid det problem, at de radikale og Venstre i løbet af valgkampen har bevæget sig længere og længere væk fra hinanden. Og selv om Bondam i den forgangne uge var ude med en kritik af Ritt Bjerregaards udsagn om regeringens ansvar for terrortruslen i København, ja, så var kritikken faktisk hårdere af Venstres reaktion på Bjerregaards udtalelser. ”Venstre fortsætter den linje, som partiet har haft i hele valgkampen i København. Jeg bryder mig ikke om den skringre tone. Det bidrager ikke til en saglig og seriøs debat”, sagde Bondam til Jyllands Posten og understregede dermed endnu engang, at de to partier – og ikke mindst partiernes spidskandidater – ligger langt fra hinanden. 

Spørgsmålet er imidlertid hvor langt fra hinanden. At Bondam peger på Søren Pind som overborgmester er – også jævnfør Manu Sareens udtalelser – ikke sandsynligt. Men at Bondam i en situation med borgerligt flertal vil være parat til at indgå en politisk aftale med Venstre, og dermed erobre overborgmesterposten og bryde venstrefløjens styre af København, virker til gengæld fortsat som en mulighed. Derfor har de radikale sagt nej til Søren Pind som overborgmester, men ikke afvist ham som en potentiel støtte i kampen om overborgmesterposten. Og derfor angriber Socialdemokraterne nu Klaus Bondam for at være mundlam.  

Men ved at afvise, at han vil bruge Dansk Folkepartis mandater efter et valg (og i øvrigt også efter, at DF pure har afvist at lægge stemmer til en radikal overborgmester), har Bondam sådan set allerede afskrevet sine egne muligheder for at blive overborgmester. Det har han bare ikke officielt villet indrømme endnu. For et rent borgerligt VKR-flertal er med den seneste meningsmåling in mente cirka lige så sandsynligt, som at Louise Frevert bliver ny integrationsborgmester i København. Og på den baggrund kan det godt være, at Bondam stadig blæser lidt, men han har altså ikke meget mel tilbage i munden.