Af Martin Deichmann

Connie Hedegaard udfordrer Helle Thorning-Schmidts lederegenskaber, Kristian Thulesen Dahl er en mere komplet politiker og strateg end Henrik Sass Larsen, og Lotte Bundsgaard kan slet ikke matche Jens Rohde. Hvordan skal det gå Socialdemokraterne i de kommende forhandlinger om fremtidens velfærd?

Historierne om den historisk svage og uerfarne socialdemokratiske topledelse har været mange i den seneste tid. Muhammedkrisen har sendt vælgerne i favnen på De Radikale og Dansk Folkeparti, og Socialdemokraternes eget velfærdsudspil – de 10 pejlemærker – forsvandt med fugleinfluenzaens ankomst til Næstved.

Svag på viden, men stærk på netværk
Mandag Morgen bragte denne uge en rating, der sammenlignede de politiske lederegenskaber hos Henrik Sass Larsen og Kristian Thulesen Dahl. Den tager sig dyster ud for førstnævnte. På centrale områder som strategi, viden og kommunikation ligger Thulesen Dahl langt foran, mens Sass’ mest iøjnefaldende forspring gælder ”evnen til at dyrke og nyttiggøre sine internationale netværk”. Hvilke egenskaber der er mest værd i de kommende forhandlinger, er der næppe tvivl om.

Onsdag i denne uge – dagen efter regeringens velfærdsudspil – bragte Berlingske Tidende en kronik af miljøminister Connie Hedegaard, der udfordrer Helle Thorning-Schmidt og sætter spørgsmålstegn ved Socialdemokraternes fremtid. Hedegaard spørger, om Thorning har viljen og modet til at deltage i forlig om reformer af velfærdssamfundet. Hvis ikke, spår miljøministeren, vil det danske politiske landskab og ikke mindst Socialdemokraternes rolle ændre sig fundamentalt i tiden fremover. Ikke blot har Thorning et omfattende ansvar i spørgsmålet om velfærdsreformer; hun sidder måske også med sit partis fremtid i hænderne.

Hvor er projektet?
Efter Helle Thorning-Schmidt i sidste uge ydmygede sig i Berlingske Tidende ved at bede De Radikale om plads på den politiske scene, afsatte Jyllands-Posten fire avissider til spørgsmålet om partiformandens lederegenskaber. Flere eksperter i ledelse kalder det dårlig stil at give andre skylden, når det går dårligt. Selv mener Thorning, at det blot handler om at kræve respekt:

”Det er vigtigt, at De Radikale forstår, at vi fører socialdemokratisk politik – og helst ikke vil kritiseres, når vi gør det.”

Formandens synspunkt indgyder imidlertid næppe respekt hverken hos De Radikale eller i partiets egne rækker. Baglandet er da også tydeligt rystet, og fra flere sider kræver man den politiske ordfører Lotte Bundsgaard fyret for inkompetence. Kredsformænd over hele landet har kritiseret partiledelsens zigzagkurs og efterlyst et egentligt politisk projekt snarere end strategiske udmeldinger.

Helle Thorning-Schmidt har efter sigende længe arbejdet på et ”papir”, der skal opridse det socialdemokratiske projekt i tiden fremover, men resultatet er hidtil udeblevet, og senest har partiformanden da også selv haft travlt med at nedtone papirets omfang i pressen. Samtidig har hun lagt vægt på, at partiet faktisk allerede har et projekt. Som hun siger til Jyllands-Posten:

”Vi har klare budskaber, men de er meget nuancerede. Det forveksler man af og til med, at der ikke er standpunkter. Men jeg tror faktisk, at vores nuancerede standpunkter har en meget bred appel. Det skal vi fastholde.”

Et projekt, der samler til begge sider
I en tid, hvor værdipolitikken er kommet i fokus, er der imidlertid ingen nemme løsninger på problemerne med det socialdemokratiske projekt. Partiets vælgergruppe er, som ph.d. i statskundskab fra Århus Universitet Rune Stubager forklarede i LO’s ugebrev, A4, forleden, spredt over hele værdiaksen. Et socialdemokratisk comeback kræver ifølge Stubager, at partiet kan præsentere et projekt, der i ét hug tilfredsstiller vælgere i begge ender af aksen – både de højtuddannede humanister og dem, der mener, at kursen over for flygtninge og indvandrere skal strammes.

Spørgsmålet er så, om der er pondus nok i den socialdemokratiske gruppe til at opfinde og lancere den slags projekt. Og vel at mærke et projekt, der overgår regeringens og samtidig trækker vælgere fra Dansk Folkeparti, De Radikale og SF, der alle står stærkt på værdipolitikken. De fleste kommentatorer tvivler og nævner velfærdsforhandlingerne som partiledelsens sidste reelle chance for at sætte sit præg på den førte politik. Med partiets historisk lave tilslutning blandt vælgerne kan det næste folketingsvalg sagtens tænkes at blive endestationen for Helle Thorning-Schmidts formandskab.