Hvad med velfærdsreformen?


Af
Martin Deichmann
 

Fredag gik Folketinget på sommerferie og vedtog på vejen et forslag om, at lesbiske skal have ret til kunstig befrugtning. Holdningen i partierne var splittet. Ikke mindst i Venstre, hvor den ellers normalt så tro partisoldat, Jens Rohde, på vegne af en lille dissidentgruppe talte de lesbiskes sag. Anders Fogh Rasmussen ærgrede sig over partiets vaklen, og at regeringen pludselig kom i mindretal. Hos Landsforeningen for bøsser og lesbiske blev der derimod tudet og drukket champagne. En rigtig sjæler at gå til sommerferie på.

Mandag var politikerne spredt over det ganske land til grundlovsmøder, hvor temaet var integration og - ikke overraskende - ytringsfriheden. Muhammedsagen revisited assisteret af øl, flæskesteg og obligatorisk byger. Og så skulle man tro, at en lang sommerferie vinkede forude for Tingets arbejdsheste.

Men hvad med de store velfærdsreformer - dem der, skal man tro økonomerne, ikke kan komme hurtigt nok? Har politikerne helt glemt dem?

Grundlovsantydninger
Af grundlovstalerne at dømme er der noget i vente, men næppe så dramatisk et scenario som økonomerne håber. Helle Thorning-Schmidt mente - stadig lidt fornærmet efter efterårets integrationsforlis - at ”meget tyder på, at regeringen for første gang vil forhandle seriøst med os om et stort forlig”. Omvendt lagde Fogh nyt pres på forhandlingerne ved i sin tale for første gang konkret at pege på, at det økonomiske opsving risikerer at blive kvalt i flaskehalse, hvis ikke det blandt andet lykkes at få flere med indvandrerbaggrund ud på arbejdsmarkedet. 

I dagens aviser er der nys om, at politikerne nu er enige om at hæve efterlønsalderen to år i stedet for tre, men med en kortere indfasning end oprindeligt foreslået. Samtidig er de fleste kommentatorer enige om, at regeringen har måttet droppe forslaget om en udvidet ungeindsats med stramninger i kontanthjælp og dagpenge for de 25-29-årige. Til gengæld ser en ny green card-ordning for højtuddannede udlændinge nu ud til at kunne smutte med i den endelige velfærdspakke. 

På både green card og efterløns- og pensionsområdet stritter Dansk Folkeparti fortsat kraftigst imod, mens Socialdemokraterne forsigtigt har slået bak og lukker øjnene indtil de strammeste forslag er luget ud og larmen fra de uundgåelige reformer klinget af. Venstre er bundet af Dansk Folkeparti, De Konservative har allerede sagt rigeligt, og De Radikale ligger med deres fine vælgertilslutning og flyder i ingenmandsland.

Reformlysten stagneret
Efter en årrække fra midten af 1990’erne og frem med stigende forståelse for reformbehovet i befolkningen er holdningen de seneste år tilsyneladende stagneret. Mandag Morgen beskrev for nylig, hvordan holdningen i befolkningen ikke har flyttet sig ud af stedet, siden Velfærdskommissionen blev nedsat i 2003, og dagens Børsen fortæller at skepsis generelt er øget siden regeringens velfærdsudspil i april.

Noget kunne tyde på, at det trods bestræbelserne med både Velfærdskommissionen og Globaliseringsrådet ikke er lykkedes politikerne at fremstille behovet for reformer tydeligt nok. Der har været for langt fra eksperter til befolkningen, og ikke alle partier har deltaget lige flittigt og velvilligt i det politiske arbejde. Det er vanskeligt at forklare stramninger i en tid med højkonjunktur og meget enkelt at udnytte politiske modstanderes udmeldinger om reformer til egen vinding på den korte bane. Som Socialdemokraterne gjorde i forbindelse med regeringens reformudspil og de efterfølgende demonstrationer. Og som Dansk Folkeparti og til dels regeringen gjorde i forbindelse med Socialdemokraternes tidlige efterlønsudspil sidste efterår.

Hvad skal der til?
Det kræver et anseeligt mål af krisebevidsthed i befolkningen at gennemføre de langsigtede reformer, der skal forlænge levetiden for den danske velfærdsstat. Og det bliver næppe i denne omgang. Hvad kunne regeringen have gjort bedre?

Man har nedsat råd og kommission. Man har mildnet stramningerne ved at øge budgetter og fokus på forskning og uddannelse. man har igen og igen forsøgt at italesætte problemerne med flaskehalse på arbejdsmarkedet. Og man har lokket med reformer, der er rettet mod specifikke grupper - unge og indvandrere - der ikke i samme grad som eksempelvis de ældre anses for at have fortjent sociale ydelser.

Politikerne har appelleret til arbejdsmoralen frem for svaghedens moral og søgt at gøre velfærdsnarkomaner til stolte borgere. Og lige lidt har det tilsyneladende hjulpet.

I sin artikel ”Reformer af velfærdsstaten” giver professor på Århus Universitet Christoffer Green-Pedersen, der forsker i netop politisk ”agenda setting”, et bud på svaret:

”De mere kontroversielle tiltag som beskæringer af efterlønnen kan ud fra teorier om velfærdsstatsreformer kun forventes at blive gennemfør under bestemte politiske betingelser, som fx. en åbenlys økonomisk krise eller en socialdemokratisk regering.”

Så det er måske bare at vente på næste konjunkturbølgedal. En S-regering er vist ikke lige om hjørnet.

 

 

6. juni 2006

 

Kommentar