Af Martin Deichmann
 

Brosten, molotov-cocktails og afbrændte biler hører ikke til blandt hverken undergenrer eller virkemidler i den politiske kommunikation. Brugen af den slags remedier rummer hverken taktiske eller strategiske overvejelser og har alene negativ effekt på det umiddelbare budskab.

I forne tider kunne bønderhære og arbejderbevægelser verden over med mere succes fremme deres sag med den slags virkemidler. Op gennem historien har der givetvis været brug for med mellemrum at tage lidt hårdhændet fat. Men, hvad Ungdomshusets skare af supporters ikke har forstået er, at de tider for længst er overstået, hvor man får sin vilje ved voldsanvendelse. Danmark er et velfærdssamfund. Alle kan trække på fællesskabet - og alle forventes at bidrage. Der er bred enighed i befolkningen om, at systemet fungerer godt. Vi udråbes igen og igen i internationale undersøgelser til verdens lykkeligste folkefærd. Og vi holder tydeligvis af vores version af demokratiet. Det er Ungdomshusets brugere nødt til at acceptere og indrette sig efter.

Stem dog politikerne ud af Københavns Borgerrepræsentation. Start et nyt parti og oplys befolkningen om sagens rette sammenhæng. Skab netværker blandt stakeholders og engager ligesindede i arbejdet. Spar sammen til en valgbus. Osv. osv. Nogenlunde sådan fungerer demokratiet i Danmark. Og inden for de rammer har vi den politiske kommunikation.

At se de autonome i aktion på Nørrebro minder til gengæld om en træt aften foran Jurassic Park på filmkanalen. Brølende uhyrer på visit fra en fjern fortid. Forskellen er dog, at dinosaurerne tramper på virkelige mennesker. Den slags virkemidler har ingen i et normalt fungerende demokrati fortjent at blive udsat for.